Haveselskabet Næstved - nødråb
September 2026
Der er brug for din hjælp - vil du være med?
Kære medlemmer og havevenner,
Så småt går året mod efterår, høst og skønne farver. Heldigvis betyder det langtfra at havesæsonen og glæden ved at ’gå i haven’ er slut. Der er masser af gode stunder endnu.
Men alligevel tager vi fat på 2027 allerede nu, for vi har brug for din hjælp og har et stort håb om, at flere af jer medlemmer har kunne have lyst til at være med i vores lokale afdelingsbestyrelse – eller som det mindste være engageret som frivillige hjælpere til bestyrelsen. Der er flere muligheder.
I bestyrelsen er vi flere som har siddet i mange år, og det har vi netop gjort fordi det både har været sjovt, hyggeligt og lærerigt at skabe et aktivt lokalliv omkring vores allesammens fælles interesse for haven. Det har blandt meget andet givet et stort netværk blandt en masse gode havemennesker.
Men nu er tiden den, at vi er 3 bestyrelsesmedlemmer, som ved kommende generalforsamling siger ’tak for denne gang’ og i stedet glæder os til at deltage som gæster.
Derfor en positiv opfordring til at melde sig til bestyrelsen.
Til brug for jeres beslutning, vil vi her beskrive, hvad det mere handler om:
- Vi holder bestyrelsesmøder efter behov, men i udgangspunkt mødes vi 5-6 gange om året. Der brainstormes på ideer til arrangementer og vi drøfter muligheder, herunder sted, pris, tidspunkt mv.
- Dernæst fordeler vi opgaverne mellem os. Der skal skrives en indbydelse, aktiviteten lægges ind på Haveselskabets hjemmeside, vi finder fotos, booker lokale og måske der er en oplægsholder, som skal kontaktes. Eller måske en haveejer vi skal spørge om muligheden for en rundvisning. Den slags opgaver.
- Op til arrangementet holder vi måske styr på en tilmeldingsliste, hvis der er en. Der er nok en af os, som tilbyder at bage en kage. Vi sætter stole op og stiller os klar for at sige velkommen til.
Et arrangement kan f.eks. være foredrag, havebesøg, plantemarked, workshop, praktisk kursus eller lignende. Det er bestyrelsen, der finder på og udgangspunktet er selvfølgelig at finde på emner, som vil interesse jer medlemmer.
Som bestyrelse inviteres vi også til at deltage i foreningsmøder for hele Haveselskabet som fx repræsentantskabsmøde, formandsmøder og andet, hvor strategi og visioner drøftes. Det plejer også at være meget givende og inspirerende at mødes med havevenner fra hele landet.
Året sluttes af med at indrapportere vores økonomi til Haveselskabets sekretariat. Vi er jo en del af én samlet forening ud over hele landet.
Har du tid og (måske) lyst til at være med vil vi være meget glade for at høre fra dig. Også hvis du blot har behov for at høre lidt mere om det. Du er meget velkommen. Det vigtigste er, at du har lyst til at bakke op, så vi kan styrke Haveselskabet, Næstved og sikre, at afdelingen kan fortsætte.
Skriv meget gerne en mail, så hører du fra os.
Afslutningsvist vil vi gerne sige en stor tak for jeres engagement og deltagelse i året, der nu ligger bag os. Uanset om det var til foredrag, havebesøg eller på plantemarked, så har din tilstedeværelse været med til at gøre vores fællesskab stærkt og inspirerende, og det har glædet os i bestyrelsen.
Mange havehilsner på vegne af
Bestyrelsen i Haveselskabet, Næstved
Per Haastrup – mobil 6198 7601
naestved@haveselskabet.dk

Besøg åbne haver i dit lokalområde
I Haveselskabet er der mange medlemmer som holder åben have. Det betyder, at de åbner havelågen og inviterer indenfor. Når du besøger åbne haver, får du muligheden for at komme ud og opleve mange forskellige haver og få gode snakke, tips og tricks og historier fra haveejeren selv. Det er noget af den bedste haveinspiration du kan få.
Find åbne haver i nærheden af dig

Haveselskabet – for dig og haven







