10 hurtige tips i januar


Beskær træer og buske
Vinteren er et godt tidspunkt at tynde ud i træer og buske. Når der ikke er blade til at forstyrre, kan du bedre få et overblik i virvaret af grene. Er der syge grene eller grene, der krydser ind over og gnider på hinanden, så tag dem væk med det samme. Klip eller skær over en sidegren. Undgå at beskære i frostvejr.
Bestil frøkataloger
De fleste frøkataloger er allerede udkommet og kan bestilles via internettet. Her er udvalget enormt. Alene af tomater findes der flere hundrede sorter. Ikke blot af røde og gule, men også hvide, grønne, lilla, stribede, ovale og bananformede tomater.
Bestil læggekartofler
Husk at bestille læggekartofler, hvis du vil være med i kapløbet om at få de tidligste kartofler. Og gå allerede nu i gang med at gemme æggebakker, så du har noget at forspire dem i.
Bind op
Vinteren og efterårets blæsevejr har rusket godt i træer og buske. Check, om klatreplanterne har revet sig løs af opbindingen. Bind dem fast igen, eller gør kort proces, og klip de mest ranglede skud tilbage.
Fjern dårlige blade på Helleborus
De gamle overvintrende blade på Helleborus (jule- og påskeklokker) er ofte ramt af svampeangreb, der viser sig som mørke pletter eller plamager på bladene. Fjern bladene, inden de smitter blomsterne, der ellers vil visne, inden de når at blomstre. Efter blomstringen skyder planten med nye friske blade.
Tyvstart med forspiring
Marts er den store forspiringsmåned, men du kan tyvstarte allerede fra midten af januar med pelargonier og artiskokker, der begge har en lang udviklingsperiode.
Tø jorden op
Hvis jorden er frosset, er det næsten umuligt at få porrerne op af jorden. Læg halm, blade eller lignende mellem rækkerne, mens jorden endnu ikke er frossen. Det fungerer som frostmåtter, så jorden ikke kan fryse, og grøntsagerne kan graves fri hele vinteren.
Fjern rådne æbler, løg m.m.
Indendørs skal du løbende se efter æbler, løg og lignende, som du opbevarer. Hold øje med råd, der nemt kan smitte til hele kassen. Fjern syge eksemplarer. Tjek også dine dahlia-knolde for svamp og råd, som hurtigt kan brede sig.
Fæld i frostvejr
Frosten sætter en alvorlig stopper for alt have- og anlægsarbejde. Men træfældningen udføres fint i frostvejr. Så er jorden hård, og den bliver ikke trådt sammen og pløret af det tunge arbejde.
Giv nye planter fodpose på
Nyplantede planter, der endnu ikke har et udviklet rodsystem, kan blive skubbet op af jorden pga. frosten. Giv dem en fodpose af gran eller visne blade, så der ikke sker så store svingninger i temperaturen. Er de allerede røget op af jorden, så plant dem igen, og pres jorden godt sammen om rodklumpen. Der er ikke sket nogen større skade, men de skal være på plads i jorden, når væksten starter i foråret.

Nyeste indhold
-
3 dage 5 minutter siden
-
3 dage 22 minutter siden
-
3 dage 21 timer siden
-
4 dage 18 timer siden
-
4 dage 18 timer siden
kontakt haveselskabet
- Hovednummer:
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-14 - Indmeldelse og adresseændring:
medlem@haveselskabet.dk
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-15 - Havens redaktion:
swj@haveselskabet.dk
45 27 11 12 - Annoncesalg:
Jorgen Ostenfeld
Jorgen.O@dgmedia.dk
40 52 38 88 - Manglende levering af Haven:
medlem@haveselskabet.dk
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-15 - Hjemmeside redaktion:
web@haveselskabet.dk
45 27 11 11
