Prægtige primula

Kodriver, aurikler og primula. Kært barn har ikke bare mange navne, men findes også i et utal af fine former og finurlige farver. Med et alsidigt udvalg byder de populære primula lige nu på friske blomster for enhver smag og hvert år kommer nye, spændende varianter til. Foruden de mange storblomstrede udgaver i pangfarver, der primært pryder butikkernes planteborde, findes der også et væld af andre, spændende varianter, som er velegnede til at fylde havens krukker og bede med deres optimistiske blomster og lysegrønne blade. Mange havecentre og velassorterede blomsterforretninger har lige nu et spændende udvalg af den store planteslægt, der for nogle er et helt samlerobjekt.
En farveglad forårsbebuder
Primula betyder ’den første’ på latin og er med rette én af de første forårsbebudere, der skaber farver og fornyelse. Både inde og ude.
Primulaslægten er umådeligt rig med omkring 550 arter og et utal af krydsninger - også kaldet hybrider - som tilsammen skaber blomstring fra det tidlige forår til langt hen på sommeren. I naturen forekommer primula vildt både i Europa og i Asien.
I Danmark har vi fire vildtvoksende arter, nemlig storblomstret kodriver, Primula vulgaris, fladkravet kodriver, Primula eliator, hulkravet kodriver, Primula veris og melet kodriver, Primula farinosa, der alle blomstrer i april.

Blandt de forædlede er storblomstret kodriver, Primula vulgaris, mest udbredt og findes i et utal af farver på de enkle, fyldte eller frynsede blomster. Storblomstret kodriver udmærker sig ved at den først skaber glæde inde og derefter er velegnet til at plante ud i haven. I mange år har de stærke pangfarver præget udvalget i butikkerne, men i dag findes også fine dæmpede farver, som falder langt mere naturligt ind i forårshaven.
De fleste primula er flerårige og er karakteristiske ved deres aflange blade, som samles i fine rosetter ved jorden. Blomsterne er forskellige fra art til art, men alle er femtallige, det vil sige at de har fem bægerblade, fem kronblade og fem støvdragere.

Ynder fugtig jord
Fælles for primula i haven er, at de ynder fugtig jord og halvskygge. I hvert fald i vækstsæsonen. Om vinteren tåler de til gengæld ikke at stå og soppe. Så rådner de simpelthen væk.
De fleste holder af sur jord og trives derfor godt i kanten af rododendronbedet. Mange trives imidlertid også ganske udemærket i almindeligt fugtbevarende havejord. Blandt dem er kugleprimula, Primula denticulata, som både er smuk, nem og yderst robust, den trives fint de fleste steder, for eksempel også på de mere lerede jorde her i det østjyske, hvor jeg har have. Bare de får sol en del af dagen, det fremmer blomstringen.
Har du primula inde, trives planten bedst beskyttet mod direkte sol og holder længere, hvis den ikke står for varmt. Sørg under alle omstændigheder for at vande løbende, så den ikke tørrer ud. Når den er afblomstret, er det en god idé at stille den lyst og køligt, indtil det bliver forår og frosten slipper jorden, så du kan plante den ud.
Primula kan enten formeres ved deling eller ved at så frø. Faktisk har de fleste godt af blive delt hvert andet eller tredje år for at bevare planterne sunde og kraftige. Samtidig får du flere planter, når du umiddelbart efter blomstring, eller i det tidlige efterår, graver planten op og forsigtigt deler rosetterne fra hinanden med fingrene.

Du kan læse meget mere om den spændende planteslægt på Dansk Primulaklubs hjemmeside, hvor du også kan købe frø og planter.
Nyeste indhold
-
4 timer 17 minutter siden
-
1 dag 5 timer siden
-
2 dage 2 timer siden
-
3 dage 1 time siden
-
3 dage 3 timer siden
kontakt haveselskabet
- Hovednummer:
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-14 - Indmeldelse og adresseændring:
medlem@haveselskabet.dk
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-15 - Havens redaktion:
swj@haveselskabet.dk
45 27 11 12 - Annoncesalg:
Jorgen Ostenfeld
Jorgen.O@dgmedia.dk
40 52 38 88 - Manglende levering af Haven:
medlem@haveselskabet.dk
45 93 60 00 mandag-fredag kl. 9-15 - Hjemmeside redaktion:
web@haveselskabet.dk
45 27 11 11
