Gå til hovedindhold
Hindbær
Foto:: Flickr
Artikel - Sådan gør du

Beskæring af hindbær

Få vores tips til, hvordan du beskærer både sommer- og efterårshindbær.
Gusta Clasen - 
06. november 2013

Der findes to forskellige typer af hindbær: sommerhindbær og efterårshindbær, og  det er lidt forskelligt, hvordan og hvornår de skal beskæres.

Sommerhindbær

De mere traditionelle sorter af hindbær giver bær om sommeren i juli. De skal beskæres umiddelbart efter, at bærrene er plukket.

Du skal beskære de skud, som har båret frugt om sommeren, og de skal skæres af ved jordoverfladen.

Det er bedst at beskære sommerhindbær om sommeren, når du har plukket bærrene, men fik du ikke gjort det, kan du godt gøre det om efteråret. Men pas på! Du skal undgå at beskære de nye skud, der er vokset frem i løbet af sommeren, og som endnu ikke har båret frugt. Det er nemlig disse skud, der vil bære frugt næste sommer.

Sommerhindbær skal være to somre gamle, før de bærer frugt.

Efterårshindbær

Efterårshindbær giver bær sidst på sommeren fra august til oktober/november. Den mest kendte sort hedder 'Autumn Bliss'.

Disse hindbær er nemme at beskære. Du skal blot skære alle skuddene af ved jordoverfladen i november, når de er færdige med at give bær, men du kan også godt beskære dem i løbet af vinteren.

Efterårshindbær sætter bær på de nye skud, der er vokset frem i løbet af sommeren, så du kan roligt skære alle skuddene af nu. 

 

 

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.