Gå til hovedindhold
Juleroser
Julerose. Foto: Flickr
Artikel - Sådan gør du

Drivning af juleroser til jul

Det er her i november, du skal i gang, hvis juleroserne skal drives frem, så de blomstrer til jul.
Laila Sølager - 
16. november 2007

Juleroser, Helleborus niger, er en fantastisk plante. Store stedsegrønne blade, der er fremme hele året og store hvide blomster fra begyndelsen af vinteren og helt til maj. Hvilke andre stauder kan byde på den slags gå-på-mod? 

Der er et lidt misvisende signal i selve ordet, julerose. Dels er Helleborus ikke en rose, den ligner kun. Og dels er den sjældent i blomst til jul, men først hen i januar - februar alt efter vejret.

Sæt fut i blomstringen

Du kan selv fremskynde blomstringen ved at lave et lidt lunere klima for den enkelte plante. Sætter du en klar glasklokke hen over planten nu, kan du være heldig at se blomsterne folde sig ud lige op til jul.

Sæt klokken lige i midten af planten, hvor de små nikkende hoveder af blomsterknopper er sat nu. Bladene skal ikke dækkes, kun de spirende blomsterskud. Samtidig kan du drysse lidt kalk omkring plantens rødder udenfor klokken.

Helleborus ynder at vokse i kalkholdig jod og med meget organisk materiale om fødderne. Altså rigeligt med kompost i de øverste jordlag, hvor juleroserne skal vokse.

Den tåler at vokse mange, mange år på det samme sted i haven uden at blive plantet om, delt eller passet. Den eneste pasning er at drysse kalk og klippe de trætte blade af hvert forår, når de nye blade skyder op af jorden. 

Klip og stik

Når blomsterne er fremme, kan du tage en buket ind i stuen. Du kan få juleroserne til at holde bedre ved at prikke i det nederste af stænglen. Så holder hver blomst en uges tid i en ikke alt for varm stue. 

De fleste Helleborus sår selv næste generation. Kigger du omkring planten, er der sandsynligvis en del småplanter, der er klar til at komme ud på mere plads og få deres eget liv.

Vent til foråret med at grave dem op, så har de bedre muligheder for at klare flytningen. Plant de små i potter eller på en række i køkkenhaven, hvor de kan vokse de næste par år. Helleborus blomstrer først efter 3-4 års vækst. Til gengæld forsætter de i 10-20 år!

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.