Gå til hovedindhold
Artikel - Sådan gør du

Guide til beskæring af prydbuske

Beskæring af havens blomstrende buske volder mange haveejere problemer. Her får du en guide til, hvordan du beskærer de løvfældende prydbuske.
Jesper Carl Corfitzen - 
05. februar 2017

Der er desværre ikke kun én måde at beskære en blomstrende prydbusk på. Både beskæringstidspunkt og beskæringsmetode afhænger nemlig af, hvilken type busk der er tale om.

Her får du en guide, der kan hjælpe dig med at finde ud af både hvornår og hvordan, du skal beskære de forskellige løvfældende prydbuske i din have.

Hvornår skal busken beskæres?

Prydbuske skal enten beskæres i foråret eller efter deres blomstring. Tidspunktet afhænger både af, hvornår busken blomstrer, og af hvornår den danner sine blomster. 

Man kan opdele prydbuskene i fire kategorier:

  1. Forårsblomstrende buske.
  2. Sommerblomstrende buske, der blomstrer på årsskud.
  3. Sommerblomstrende buske, der blomstrer på flerårige grene.
  4. Buske, der er undtagelser fra hovedreglerne.

Herunder gennemgår vi de fire kategorier én for én.

Beskæring af snebolle. Fotograf: Jesper Carl Corfitzen

1) Forårsblomsterende buske

Til de forårsblomstrende buske hører bl.a.:

  • Blodribs
  • Bærmispel
  • Forsytia
  • Kejserbusk
  • Kirsebærkornel
  • Kvalkved
  • Magnolia
  • Rosenmandel
  • Snebolle
  • Syren

Bedste beskæringstidspunkt:

De forårsblomsterende buske danner deres blomsterknopper i sensommeren. For at opnår den bedste blomstring året efter, er det derfor bedst at beskære disse buske lige efter blomstring. Derved får busken længst mulig tid til at sætte nye skud, som kan blomstre næste forår. 

En nedskæring foretages dog bedst i januar, når busken er i hvile, men vil betyde, at man må undvære blomstringen året efter.

Bedste beskæringsmetode:

Den bedste beskæringsmetode er en udtynding og sundhedsbeskæring. Læs mere her: Udtynding af løvfældende prydbuske.

En nedskæring af en forsømt busk kan være nødvendig for at få busken til at blive tæt og pæn igen. Vær dog opmærksom på, at ikke alle forårsblomstrende buske tåler denne behandling. Læs mere her: Nedskæring af løvfældende prydbuske.

Snebolle efter udtynding. - Fotograf: Jesper Carl Corfitzen

2) Sommerblomstrende buske, der blomstrer på nye skud

Disse buske blomstrer på nye skud, der er dannet samme år. Eksempler:

  • Blåskæg
  • Fuchsia
  • Perikon
  • Syrisk rose 

Bedste beskæringstidspunkt:

Disse buske er ofte lidt sarte over for frost og beskæres derfor bedst om foråret, når risikoen for hård frost er ovre. Det vil typisk være i april. I hårde vintre kan buskene fryse næsten helt tilbage, men de skyder som oftest igen nedefra. 

Bedste beskæringsmetode:

Den bedste beskæringsmetode er en let udtynding og sundhedsbeskæring. Læs mere her: Udtynding af løvfældende prydbuske.

Efter en udtynding består busken hovedsageligt af stærke yngre og få ældre grene.  - Fotograf: Jesper Carl Corfitzen

3) Sommerblomstrende buske, der blomstrer på flerårige grene

Disse buske blomstrer på flerårige grene, dvs. på skud, der er dannet året før eller tidligere. Eksempler:

  • Cotoneaster
  • Dronningebusk
  • Klokkebusk
  • Potentilla
  • Pibeved
  • Spiræa

Bedste beskæringstidspunkt:

Buskene beskæres bedste om foråret. En nedskæring foretages dog bedst i januar, når busken er i hvile, men vil betyde, at man må undvære blomstringen den følgende sommer.

Bedste beskæringsmetode:

Den bedste beskæringsmetode er en udtynding. Det vil holde busken pæn i ganske mange år. Læs mere her: Udtynding af løvfældende prydbuske.

En nedskæring af en forsømt busk kan være nødvendig for at få busken til at blive tæt og pæn igen. Læs mere her: Nedskæring af løvfældende prydbuske.

En nedskæring kan være nødvendig, hvis busken gennem en årrække ikke er blevet beskåret. - Fotograf: Jesper Carl Corfitzen

4) Buske, der er undtagelser fra hovedreglerne

Nogle sommerblomstrende buske kræver en anden beskæring end tidligere beskrevet.

Det gælder:

  • Gyvel
  • Hortensia
  • Ranunkelbusk
  • Sommerfuglebusk

Gyvel

Det bedste beskæringstidspunkt er efter blomstringen.

Den bedste beskæringsmetode på unge buske er at skære alle de blomstrende grene tilbage til et nyt skud nær ved jorden.

Du kan også lade gyvelen vokse frit uden beskæring, men vær opmærksom på, at en gammel gyvel ofte bliver tung i toppen og derfor let vælter. Det er normalt en dårlig idé at klippe en gammel gyvel ned, da den sjældent skyder igen. I stedet kan den stammes op til et lille træ og evt. støttes med støttepinde.

En gammel gyvel bliver ofte tung i toppen, så den let vælter, men den tåler dårligt at blive skåret ned. - Fotograf: Flickr

Hortensia

Det bedste beskæringstidspunkt er det sene forår, når risikoen for hård frost er ovre. Det gælder for alle typer hortensia. Men nogle arter blomstrre på årsskud, mens andre danner deres blomsteranlæg allerede året før. Beskæringsmetoden afhænger derfor af, hvilken art der er tale om.  

Læs mere her: Beskæring af hortensia

Hos almindelig hortensia skal du nøjes med at klippe de visne blomster af ned til et par friske knopper. - Fotograf: Jesper Carl Corfitzen

Sommerfuglebusken er frostfølsom og skal beskæres om foråret. - Fotograf: Flickr

Sommerfuglebusk

Det bedste beskæringstidspunkt er om foråret, når det er slut med den værste frost, dvs. typisk i april. 

Den bedste beskæringsmetode er at klippe alle grene ned til 30-50 cm over jorden. Man kan også vælge at klippe busken ned til 1,5 meters højde, hvis man ønsker en stor og bred busk. 

Ranunkelbusk

Det bedste beskæringstidspunkt er efter blomstringen. Ranunkelbusk, Kerria, med enkle blomster dog om foråret.

Den bedste beskæringsmetode er at klippe alle de afblomstrede grene af helt nede ved grunden. Disse grene vil ellers dø af sig selv vinteren efter blomstringen. Ranunkelbusk med enkle blomster er følsom overfor frost, og skal derfor kun studses let om foråret.

Ranunkelbusk - Fotograf: Flickr

 

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.