Gå til hovedindhold
Guldregn. Foto: Flickr.
Guldregn. Foto: Flickr.
Artikel - Gode planter

Guldregn

Skab læ ved hushjørnet med en overdådigt blomstrende guldregn.
Lisbeth Hvid - 
03. juni 2009

Når guldregnen, Laburnum, afslutter sin overdådige blomstring, lever den til fulde op til sit navn. Lange, gule klaser af ærteblomster, der svajer graciøst i vinden eller hænger lodrette ned i vindstille.

De enkelte klaser kan blive 30-40 cm lange. Når guldregnen er færdig med at blomstre, udvikles smalle bælge. Guldregn udvikler sig til en stor opret busk eller et 4-6 m højt flerstammet træ. Den egner sig godt til opstamning, så der kan vokse noget under den.

Sorten Laburnum x watereri ’Vossii’ er den mest solgte, og den kan anbefales, fordi bælgene kun indeholder enkelte eller slet ingen giftige frø.

Bue med guldregn. Foto: Flickr / Amanda Slater

Filtrerer vinden

Den høje, slanke vækst gør guldregn velegnet til at plante på hushjørner, gerne sammen med stedsegrønne buske som laurbærkirsebær, buksbom eller taks. Guldregn er også velegnet som overstander for en læmur eller et hegn.

For vi kender det godt: Det suser og trækker næsten altid omkring hushjørnet eller mellem to huse, der ligger tæt på hinanden. Den bedste måde at nedsætte turbulens og træk på, er ved at plante tæt på bygningerne og især på hushjørnerne. Vinden filtreres og dæmpes af planter.

Guldregn. Foto: Flickr.

Et tæt hegn eller en mur ville derimod give yderligere turbulens. Er det sidste tilfældet, kan du ”bløde vinden op” med træer, store buske og slyngplanter.

Altid læ på terrassen

Vores guldregn står på husets sydvesthjørne i et bed i vest for terrassen. Det betyder at vi må gå en større bue udenom for at komme rundt om huset. Til gengæld har vi altid læ på terrassen.

Under guldregnen er plantet laurbærkirsebær, Prunus laurocerasus ’Prufon’, buksbom, Buxus sempervirens ’Arborescens’, træagtig hortensie, Hydrangea arborescens ’Annabelle’ og i bunden forskellige hosta med hvid- og gulrandede blade.

Det giver en rimelig årstidsvariation, som har sit næste højdepunkt, når hortensien står med først limegrønne, senere cremehvide blomsterstande.

Alternativer

Hvis du ikke lige er til guldregn, kan du f.eks. vælge storblomstret syren, sargentsæble, pibeved eller dronningebusk, der alle er store kraftige buske.

De har det tilfælles, at de blomstrer på denne tid, kan tåle den tørre jord, der ofte er nær huset, og så kan de forynges ved beskæring, hvis de bliver for store.

 

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.