Hvad skal jeg plante i et nyt læhegn?

Havtorn
Havtorn, Hippophae rhamnoides
Foto: Flickr

Spørgsmål

Jeg skal til at plante et nyt læhegn, men hvilke planter skal jeg vælge?

Jeg har et sommerhus tæt ved Løkken. Det ligger ca. 700 m fra kysten. Der er godt læ ved huset grundet et læbælte af grantræer i skel mod vest. Disse træer er imidlertid blevet vældig høje, og skygger en del for solen især i aftentimerne. Derfor vil jeg fælde dem og plante et nyt læhegn med nogle planter, som ikke bliver meget højere end tre meter.

Har I et forslag til, hvilke planter der kan tåle mosten? Der er en del beplantning på grundene omkring, der giver læ ud over skelbeplantningen. Jordbunden er sandet.

Hilsen Helle 

 

Svar

For at få en læplantning, der både er smuk, robust og i fuld respekt for den natur, vi kender fra Vesterhavet, vil jeg helt klart vælge planter som stilkeg, sitkagran, havtorn, sargentæble, ene, bjergfyr og klitfyr. De kan stå for presset af vestenvinden og passer smukt ind i naturen.

Samtidig vil det over tid give den fornødne læ, du ønsker. Buskene plantes i grupper af minimum tre sammen.  Det er lettest at styre, hvis du planter i to eller tre rækker. Afstanden mellem rækkerne skal være 1,25 m., og afstanden mellem hver plante i den enkelte række skal være 1 m. 

Sitkagran som ammetræer

Sitkagran skal fungere som ammetræer. De vokser hurtigt og kan dermed skabe læ for de andre buske, så de kan vokse hurtigere og dermed hurtigere skaber læ. Alle ammetræene fældes efter 10-12 år, så du skal ikke være bekymret for, at de kommer til at skygge for solen. 

Egetræerne plantes ind imellem buskgrupperne, men gerne så de står med en afstand af minimum 4 m. til næste egetræ. Det vil give en smuk plantning, der kan holde til de forhold, I har derude langt vestpå tæt på klitrækken.

Når læhegnet er vokset til i løbet af 10-15 år, kan du evt. tynde lidt ud i egetræerne, hvis du synes, de tager for meget af solen. 

Husk at vande

Husk at vande planterne, når I er i huset de første år efter plantning. Måske bede gæster gøre det samme. Det har jeg god erfaring med. I kan tilføje plantehullet lidt rosenjord købt i sække eventuelt iblandet lidt almindelig pottemuld. Det holder lidt på vandet i deres opstarts år.

I skal måske oveni tage højde for rådyr og hare efter plantning med nogle rør eller trådhegn omkring planterne. 

Som medlem af Haveselskabet har du adgang til gratis rådgivning fra vores haveeksperter. Læs mere om rådgivningen her

 

kontakt haveselskabet