Gå til hovedindhold
Syv favorit Austin roser
Syv favorit Austin roser
Artikel - Gode planter

Syv favoritter blandt Austin roserne

Vi har bedt roseneksperterne Birthe og Ernst Jensen om at udvælge deres favoritter blandt Austin roserne. Det var svært!
Birthe og Ernst Jensen - 
31. oktober 2018

Austin roserne - eller de engelske roser, som de også kaldes, er en gruppe af rosensorter med smukke blomster, skøn duft og lang blomstringstid. I magasinet HAVEN nov-dec 2018 får du et helt unikt kig ind i David Austins egen have.

Få magasinet HAVEN her

'Crown Princess Margareta' burde være i enhver have, mener Birthe og Ernst Jensen. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Her på hjemmesiden har vi bedt roseneksperterne Birthe og Ernst Jensen udpege deres absolutte favoritter blandt Austin roserne". En opgave som de fandt næsten umulig, eller som de siger:

"Det er meget svært for os at fremhæve nogle Austin roser frem for andre, da vi jo holder af dem alle og dyrker dem med stor glæde, så vi har mange favoritter. Du kan jo heller ikke sige, hvem af dine børn du elsker mest."

Men stærkt presset fik vi dem alligvel til at udpege følgende syv favoritter - og lidt til.

Som medlem af Haveselskabet får du også Birthe og Ernsts guide til at få succes med Austin roserne her.

'Crown Princess Margareta'

Den bør være i enhver have, hvor pladsen er til det. Kronprinsesse Margareta af Sverige var barnebarn af den engelske dronning Victoria og mor til vores elskede afdøde dronning Ingrid.

'Crown Princess Margareta'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Denne rose har en kraftig og velforgrenet busk med oprette, buede grene og mørkegrønt, læderagtigt løv. Den bliver 250 cm høj og 200 cm bred.

Blomsterne er mellemstore og tætfyldte, abrikos farvet med et strejf af orange, meget smuk og meget blomstervillig og meget nem at dyrke. Den har en kraftig frugtagtig duft. 

'James Galway'

En kraftig og hurtigvoksende slyngrose, der sætter mange skud fra bunden med flot sundt løv. Den bliver 250 cm høj x 150 cm bred, og er næsten tornløs.

'James Galway'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Blomsterne er store og tætfyldte, farven er varm pink, der aftager i farven ud af til. Den har en fin gammelrose duft. Den blomstrer villigt til langt ud på efteråret. 

'Wollerton Old Hall'

Knopperne er kugleformede med rødlige aftegninger. En smuk rose med fine creme til lysegule kugleformede blomster. Kraftig duft af myrra med et hint af citrus.

'Wollerton Old Hall'. Foto: Davidaustinroses.com

Sund med frisk grønt løv og opret vækst. Sætter mange skud fra bunden og bliver 250 cm høj x 100 cm bred. 

'Princess Alexandra of Kent'

De meget store, dybt kopformede roser springer i øjnene med det samme. En usædvanlig smuk blomst, hvor kronbladene er i varierende pink farver fra kraftig pink i midten og aftagende udad.

'Princess Alexandra of Kent'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Den bærer blomsterne fint, uden at de hænger.  Den blev kåret som den smukkeste rose på rosenselskabernes verdenskongres i København i juli 2018. Bliver 125 cm høj x 100 cm bred.

'Lady of Shalott'

Dejlig velforgrenet busk med mange grene, der giver masser af blomster uafbrudt hele sommeren igennem, helt til frosten sætter ind. Bliver 125 cm høj x 100 cm bred. Den er flot både i krukker og i bedet.

'Lady of Shalott'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Knopperne er orangerøde. Blomsten er meget charmerende, fyldt men ikke tæt fyldt. Kronbladene er gyldenrøde på indersiden og gyldengule på ydersiden. Har terose duft.

Den har en vis lighed med Austin rosen 'Pat Austin' men i modsætning til denne, bærer den blomsterne helt oprette, så man kan se hele blomsten og ikke kun nakken.

'Princess Anne'

Den er noget helt særligt. Når de første blomster springer ud, er den simpelthen en skønhedsåbenbaring. 

'Princess Anne'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Den bærer sine store smukke, mørk pink blomster på stive oprette grene med et fint matchende mørkt løv. Bliver 100 cm høj x 100 cm bred.

'Golden Celebration'

Den er i en klasse for sig selv med sine store tætfyldte, kopformede gyldengule blomster med fin kraftig duft. 

'Golden Celebration'. Foto: Birthe og Ernst Jensen

Den bliver 120 cm høj x120 cm bred. Ved gunstige vækstforhold (masser af sol og læ) og ved nænsom beskæring kan den dog let ”trækkes op” til en højde på 2 meter eller mere, og lige så bred. 

Men det er også svært at komme uden om…

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.