Gå til hovedindhold
Tagetes tenuilfolia, som bl.a. citron- og appelsintages tilhører, fraråder forskerne, at vi spiser. Foto: Flickr
Tagetes tenuilfolia, som bl.a. citron- og appelsintages tilhører, fraråder forskerne, at vi spiser. Foto: Flickr
Artikel - Havetips

13 blomster fra haven du ikke skal spise

En ny dansk undersøgelse viser, at du skal være forsigtig med blomster i maden. Mange af dem indeholder nemlig skadelige stoffer.
Morten Linnemann - 
12. november 2018

Man skal ikke fylde middagstallerkenen med havens blomster, viser en dansk undersøgelse af sundhedsskadelige stoffer i blomstrende planter. Over halvdelen af de planter, der er beskrevet i undersøgelsen, kan have en sundhedsskadelig virkning.

I flere år har de danske myndigheder og DTU Fødevareinstituttet haft fokus på den stigende brug af vilde planter på restauranter. Der er nemlig kun sparsom viden om giftigheden af planterne, og bekymringen kan være, at almindelige haveejere begynder at gå restauranterne i bedene ved at spise ukritisk af havens planter.

Blomsterne fra blomsterkarse, Tropaeolum majus, er spiselige, men du bør kun spise bladene i begrænset mængde. Foto: Flickr

En nylig undersøgelse fra DTU Fødevareinstituttet har oplistet risikofaktorer ved 23 blomster, som ved kontrolbesøg er fundet på menuen på restauranter og spisesteder i Danmark. Konklusionen er, at 13 ud af de 23 kan indeholde sundhedsskadelige stoffer:

»Det er interessant og ny viden i en tid, hvor vi ser en trend med de spiselige blomster som pynt i forskellige retter fra mange forskellige køkkentyper. Mulighederne er stadig mange, vi skal bare vide, hvilke blomster vi kan bruge. Kønt og indbydende ser det jo ud når isen, salaten eller andet er drysset med et blomsterflor. Som med alt andet skal vi blot have fornuften med os”, siger direktør i Haveselskabet, Charlotte Garby.

13 planter med sundhedsskadelige stoffer

Især fire af disse planter er kendt for at være giftige eller kræftfremkaldende:

  • Almindelig slangehoved, Echium vulgare 
  • Almindelig gyvel, Cytisus scoparius 
  • Almindelig hjulkrone, Borago officinalis 
  • Lægeoksetunge, Anchusa officinalis 

Hjulkrone

Disse ni planter indeholder stoffer, som forskerne er bekymrede for:

  • Almindelig røllike, Achillea millefolium 
  • Almindelig syren, Syringa vulgaris 
  • Døvnælde, Lamium album 
  • Almindelig løgkarse, Alliaria petiolata 
  • Havemorgenfrue, Calendula officinalis 
  • Purløg, Allium schoenoprasum (kun blomsterne)
  • Rød tvetand, Lamium purpureum 
  • Sødskærm, Myrrhis odorata 
  • Skovmærke, Galium odoratum 

Morgenfrue omtales ofte som spiselig, men indeholder stpffer, som bekymrer forskerne. Foto: Pixabay

Ukendt indhold

For disse planter findes kun ganske lidt viden om indholdsstoffer og deres effekter. Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at man ikke spiser dem:

  • Almindelig guldnælde, Lamium galeobdolon 
  • Gul snerre, Galium verum 
  • Smalfliget fløjlsblomst, Tagetes tenuifolia 
  • Stolt kavaler, Cosmos bipinnatus 
  • Strandfladbælg, Lathyrus japonicus subsp. maritimus
  • Vild gulerod, Daucus carota 

Tagetes tenuilfolia, som bl.a. citron- og appelsintages tilhører, fraråder forskerne, at vi spiser. Foto: Flickr

Spiselige

Kun fire af planterne, som indgår i det aktuelle studie, er klassificeret som spiselige:

  • Blomsterkarse, Tropaeolum majus (blomsterne er spiselige – bladene bør kun spises i meget begrænset mængde)
  • Smalbladet gederams, Epilobium angustifolium (kun blade og stængler er spiselige – ikke blomsterne)
  • Kronokseøje, Glebionis coronaria (syn. Chrysanthemum coronarium)
  • Almindelig stedmoderblomst, Viola tricolor 

Se den fulde liste over planter, og hvordan Fødevarestyrelsen vurderer deres sundhedsrisiko her

Eller læs artiklen "Blomster i mad er populært, men sikkerheden er dårligt belyst" på DTU's hjemmeside

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.