Åbne haver i Struer
Kirsten og Henning Pedersen
Sarpsborgvej 166, 7600 Struer
Haven er anlagt på en skrånende grund og indeholder mange skovbede og surbundsbede.
Den er oprindelig tegnet af konsulent Johs. Bertelsen i 1977, og anlagt med buske og træer, som det ofte var tilfældet med en ny have, hvor der er fattig på læ. Gennem årene er der foretaget mange ændringer. Nye surbundsbede er anlagt, og mange nye Rhododendron er kommet til.
Haveselskabets skiftende konsulenter har gennem årene været en naturlig samarbejdspartner i familiens haveplanlægning. Gennem kurser og besøg i spændende haver både i udlandet og i Danmark får man efterhånden erfaring for, hvad man skal gøre – og også hvad man ikke skal gøre. Der er til stadighed mulighed for ny inspiration.
Et staudebed med hovedvægten lagt på Geranium og Floks er tegnet af Haveselskabets konsulent Lene Juhl Jørgensen.
Der er mange Primula i haven, og sammen med surbundsplanterne er de fællesnævner for det skovbundsagtige præg, som man møder overalt, og som er den overordnede interesse i familiens haveplanlægning. Kombinationen af planternes farver og facon har stor betydning for det færdige resultat. Havens øvrige elementer skal jo indpasses, så det bliver en harmonisk helhed.
Det lykkes en gang imellem, og så er glæden ved at arbejde med planter ekstra stor.
Tove og Allan Pedersen
Södertäljevej 9, 7600 Struer
Haven er anlagt i midt 70-erne men gennemgået flere forandringer blandt andet med fokus på gode siddepladser rundt i haven. Beplantningen er tilstræbt en lang blomstringsperiode med blomsterløg, krukker, stauder og Rhododendron. Der er også fundet plads til lidt grøntsager, hvor de første nye kartofler hører til et af årets højdepunkter
Jane og Oskar Graugaard
Sarpsborgvej 94, 7600 Struer
Haven er løbende forandret siden starten af 80’erne og er med tiden opdelt i flere haverum – både for at haven ikke skal kunne overskues på en gang, samt for at kunne lave forskellige indretninger i rummene.
Det er primært en prydhave, men den rummer også nogle frugttræer / buske, samt lidt krydderurter.
For at undgå bar jord har vi mange bunddækkende planter, bla. hosta, storkenæb, vinterglans og hasselurt.
Mange af bedene er med rododendron og hortensia.