Gå til hovedindhold
Åben Have

Birkegårdens Haver

Fem fantastiske haver. Danmarks største japanske have, dansk/engelsk have, præriehave, klosterhave og permahave.

Havevandring med guide

Kaffe/Kage kan købes

Mad må medbringes

Haven er handicapvenlig

Åbningstider 
Pris 
Voksne kr. 105, Senior +65 kr. 95, Børn (2-12 år) kr. 75
Medlemspris 
Voksne kr. 105, Senior +65 kr. 95, Børn (2-12 år) kr. 75
Beskrivelse af haven 

Birkegårdens haver er det idéelle sted til havenydere. Med sine fem meget forskellige haver, byder stedet på et væld af farver og nuancer sat i smukke rammer.
Den dansk/engelske have på 7.000 m2 er en fantastisk farveoplevelse året rundt. Haven er romantisk med detaljer, som fontæne, marmorfigurer, bede indrammet af små klippede hække og meget mere, som hører til i en engelsk have.
Den Japanske have, som er på i alt 10.000 m2, er helt originalt opbygget med sten, lygter, klippede træer, ventehuse og pavilloner. Den japanske have er inddelt i 5 større og mindre haveafsnit: Vandrehaven, Meditationshaven, Sandhaven, Stenhaven og Murhaven, der hver rummer sin egen fortælling gennem formernes og planternes symbolik.
Præriehaven er en staudehave, der bugner overdådigt fra juni. Præriehaven blev anlagt i 2007 med udsigt over markerne og landskabet, så man får følelsen af store vidder og horisont ligesom på en rigtig prærie. Den er anlagt med brede gange, som fører op på en lille høj, hvor man kan sidde og nyde synet ud over “sletten”.
Klosterhaven er en have for alle sanserne. Her er mulighed for at dufte til og føle på urter, som både kan bruges som medicin og gøre middagen helt fantastisk. Klosterhaven er lavet med 16 højbede i et geometrisk mønster, otte bede med lægeurter, som danner kvadratet og otte trekantbede i midten med krydderurter og med en fontæne som centrum.
Permahaven er en selvforsyningshave, hvor der dyrkes frugt og grønt ud fra permakulturprincipperne. Haven er på 2.700 m2 og byder på højbede, et mindre økosystem, en skovhave fyldt med frugttræer, bærbuske, spiselige urter og blomster, klatrende planter, rodfrugter og svampe og et halmhus bygget ud fra CO2 neutrale løsninger.
I Birkegårdens Haver er der rig mulighed for at spise medbragt mad eller benytte den hyggelige café. Gavebutikken byder på masser af inspiration til både gaver, have og hjem.
Birkegårdens Haver inviterer til havevandring d. 23. juni, d. 26. september og d. 23. oktober og åbner haven for hunde til hundedage d. 16. maj, d. 20. juni, d. 18. juli, d. 22. august og d. 12. september.
Stedet har åbent alle dage fra d. 30/4 til d. 26/9, igen til Halloween fra d. 16/10 til d. 24/10 og til jul fredag, lørdag og søndag i alle adventsweekenderne.

Adresse 
tågerup 4
4291 Ruds Vedby
Kontakt 
Merry Sørensen
58260042