Gå til hovedindhold
Åben Have

Havedesignerens egen have. Haverum med duft, farver og spiseligt hele året.Instagram: SusHaveDesign

Parcelhushave udviklet over 30 år. Mange smukke haverum. Hyggelige siddepladser. Eget design og formering af planter.

Åbent efter aftale

Deltager i Havefestival 2023
10. juni 2023
Se åbningstider nedenfor
11. juni 2023
Se åbningstider nedenfor
Åbningstider 
10. juni 2023 10:00 til 16:00
11. juni 2023 10:00 til 16:00
Pris 
50
Medlemspris 
30
Beskrivelse af haven 

Haven er mit eget design udviklet gennem 30 år. Med stor inspiration fra den engelske cottagestil. Ud over min havepassion interesser jeg mig for mad der smager og økologi, haven er derfor en smuk blanding af både farver, dufte og spiselige planter.

Følg haven på Instagram/Facebook SUSHAVEDESIGN, jeg lægger dagligt billeder ud fra årets gang i haven.

Cirklerne:
Af græsplænen er kun Cirklerne tilbage. Cirklerne er placeret således at der dannes rum hvor siddepladserne har læ/sol/skygge afhængig af vindretning og tidspunkt på dagen samt årstiden. Udenom cirklerne er der bede helt ud til kanten af hækken. Frugttræer, Prydtræer og -buske er overstandere. Stedsegrønne buksbomplanter af egen avl i form af kugler og lave hække er stedsegrønne strukturer mest synlige om vinteren. Stauder, roser, klatreplanter og løgvækster med forskellige blomstringstidspunkter samt et- og toårige sommerblomster bidrager med farver og ofte dufte hele året rundt. Bedene har temaer her finder du Søbedet, Rosenrondellen, Det hvide Bed, Det ferskenfarvede Bed, Mosrosen, Pæonbedet, og vor yndlingssiddeplads en varm sommerdag under Æbleparasollerne.

Hulen:
I havens nordlige del mellem Cirklerne og bøgehækken er der plantet forskellige frugttræer, der danner en lille skovlund. Her er bede med stauder og andre vækster samt endnu en siddeplads, hvor man kan sidde i skyggen det meste af dagen på en varm sommerdag. Her er skovbundsplanter, klematis og kaprifolie.

Indgangspartiet:
Når du ankommer til huset bydes du velkommen af Indgangspartiets beboere, her er farver hele året rundt. Om vinteren bl.a Troldnød, Vinterjasmin, Oktoberkirsebær, Kejserbusk. Foråret får kulør fra forårsløg og blomstrende bunddækkende stauder samt de smukke alpevioler. Sommeren er blå af gamle lavendelbuske. Stedsegrønne buksbomkugler af egen avl giver farve og form hele året rundt. Tættest på hoveddøren er det tørre bed tilplantet med forskellige hårdføre krydderurter såsom timian, salvie, oregano.

Drivhuset:
Drivhuset kom til haven i 2015 og har været en stor glæde lige siden. Drivhuset er effektivt og hyggeligt indrettet. Her er blevet plads til en hyggelig opholdsplads, arbejdsplads til planteformering, højbede til dyrkning af tomater og krydderurter om sommeren og grønt om vinteren. Her er reoler til forspiring, planteformering og dyrkning af sarte vækster bl.a chilli og duftpelargonier. Fersken, Abrikos, Nektarin, Figen og Vindrue er faste beboere. Varmemåtter til tidlig forspiring. Overvintring af sarte vækster.

Morgenterrassen
Foran Drivhuset finder du Morgenterrassen. Her finder du mig en lun sommermorgen, hvor jeg nyder min morgenkaffe. Et lille intimt rum omkranset af en rosenvæg mod syd, Drivhuset mod vest, Æbleespalier mod nord og øst. I vækstsæsonen er her krukker med forårsløg, sarte farverige sommerblomster, krydderurter.

Den overdækkede terrasse:
Den overdækkede terrasse har vi stor glæde af i mange måneder. Her er læ for nord- og vestenvinden. Ly for aftenduggen. Skygge for den skarpeste sol. Her er både en sofagruppe og spisebord. Ad stolper gror Akebia, Blåregn, Klematis, Roser, Vindrue, Kiwi.

Vestterrassen
Den første siddeplads i haven er bordet og bænkene på Vestterrassen. Her er dejligt i ydersæsonen før det bliver rigtigt varmt. Sol fra middagstid til sen aften. Nyd udsigten til en stor del af havens smukke bede. Dog kan du ikke overskue hele haven herfra, du drages derfor hurtigt af en lyst til at gå en tur i Cirklerne og nyde de smukke og velduftende bede.

Højbedene
Jeg holder af at lave mad, der smager og er sund. Derfor vil jeg også gerne have køkkenhave, vil gerne kunne supplere menuen med spiseligt fra haven dyrket økologisk og uden giftstoffer. Vi bor på de gamle lergrave, jorden er derfor meget tung. Ideen med at dyrke i højbede startede derfor for mange år siden. Det var lettere at lægge jord ovenpå den hårde jord. Og da bedene står tæt på hækkene mod øst og syd, giver den løftede dyrkningshøjde mere lys til bedene og hækkene tager ikke saft og kraft fra urterne i højbedene. Gennem årene har jeg udskiftet gamle sammentømrede terrassebrædder med smukke gedigne højbede i lærketræ. Mellem højbedene gror frugtbuske og træer, så her kan plukkes hindbær, rabarber, æbler, figen, ferskner, morbær, blåbær, solbær, ribs, stikkelsbær.

Arbejdspladsen bag Drivhuset
Jeg er autodidakt og gennem årene blevet ret erfaren med formering af mine planter selv. Jeg har derfor stor glæde af den indrettede arbejdsplads bag Drivhuset med arbejdsbord og reoler til opbevaring.

Krukkeriet
Krukkeriet er blevet større og større år for år. Krukkeriet er placeret på hjørnet mellem Vestterrassen og Indgangspartiet. Da staudebedene i Cirklerne er godt fyldt op, så er der ikke mange sommerblomster jeg kan regne med sår sig selv hvert år. Jeg forspirer derfor mange planter selv til udplantning i løbet af sommeren. Krukkeriet blev i første omgang brugt til at lære planternes vækst at kende. De senere år får både gamle kendinge og nye sommerblomster lov til at gå igen. Fra at være en praktisk ting er Krukkeriet blevet et meget smukt element i haven, som ingen undgår at lægge mærke til, når man ankommer til haven. I det tidlige forår krokus, scilla, snepryd og mange andre. Senere overtager påskeliljer, tulipaner, gyldenlak og forglemmigej. Her finder du om sommeren Sommerridderspore, Kinesisk forglemmigej, Stolt Kavaler, Høgeskæg, Kornvalmue, Løvemund, Mammelukærme, Solsikker, Ærteblomster, Tagetes, Kornblomst, Zinnia og mange mange flere.

Komposten
I 2020 anskaffede jeg omsider kompostbeholdere, jeg har nu to store meget smukke beholdere af lærketræ. Det ser ud til jeg bliver selvforsynende med egen kompost til Højbedene og Krukkeriet.

Adresse 
Damgårdsvej 87
2990 Nivå
Kontakt 
Susanne Kolmos
30472607