Historisk rosenhave
Åben Have og Rosens Dag hos Peter Ørum Scherg, hvor alle er velkommen til at få et kig ind i en privat historisk rosenhave. På dagen vil der være en gårdbutik med salg af planter m.m. fra Thymes planteskole. Der er meget nyt at se i haven for dem, der besøgte os i 2020.
Kom ud og se en fantastisk rosenhave på lidt over 6000 kvm2 i skovbrynet ved Vallø Storskov. Haven er beplantet med over 500 historiske roser, hvoraf de 400 er forskellige historiske roser, heraf mange meget sjældne roser. Du kan bl.a. se:
- 60 forskellige gallicaroser
- Alle eksisterende Portlandroser i verden
- Alle eksisterende Damaskroser i verden
- Alle eksisterende mosroser i verden
- Måske verdens største ”Jaques Cartier” portlandrose
- The Black rose of Sangerhausen
- Olierosen
- Damask-rosen ”Isphan” som busk i over 4 meters højde
Desuden kan man også se alle Vallø Stift og Dronning Ingrids roser i blomst i haven. Disse er flyttet fra Vallø Slot, hvor de har stået siden 1986 og blev i 2018 reetableret i Peters have efter ønske fra Vallø Stift.
Du har også mulighed for at se alle roserne fra Rosenborg Slot, der efter WRFS2018 bl.a. blev reetableret i Valbyparken og Peter Schergs rosenhave. Du vil kunne se den komplette samling af alle sorterne fra Rosenborg udstillingen. Der er tale om en rosensamling fra Austin, Tantau, Uettersen og Poulsen roser. Herudover vil du også kunne se de fleste af Rosa Ekselunds haveroser samlet i eget lille afsnit. Der er tale om ca. 300 moderne roser fordelt på små 70 sorter, hvoraf ca. 80 % af dem dufter.
Og der er meget andet at se for den haveinteresserede!