fbpx Abelia | Haveselskabet Gå til hovedindhold
Abelia 'Nanna'
Abelia 'Nanna'. Foto: Aksel H. Sørensen
Artikel for alle

Abelia

Abelia blomstrer sent og længe.
Aksel H. Sørensen - 
24. september 2009

De fleste blomsterbuske blomstrer i tre-fire uger, men abelia gør det både længere og senere.

Abelia x grandiflora ’Nanna’ Dafo® har tragtformede, hvide eller lysrosa, let duftende blomster i perioden juli-september. Der kan endda stadig sidde få blomster langt hen i oktober.

Blomsternes form og størrelse minder meget om blomsterne på dronningebusk, men derudover har de to planter intet med hinanden at gøre.

Grenene er tynde, elegant buede og overhængende. De grønne blade er små og blanke, og de sidder på busken langt hen på vinteren. Nogle af bladene har et bronzeagtigt skær, og i løbet af efteråret får alle det samme skær.

Sol og læ

Busken bliver omkring en meter høj. På meget lune og beskyttede steder kan den blive dobbelt så høj. Den skal placeres i sol, gerne ved en sydmur eller tilsvarende beskyttet sted. Jorden skal være veldrænet.

Abelia x grandiflora ’Nanna’ Dafo® kan også dyrkes i en krukke i udestuen, hvor du kan få endnu større fornøjelse af duften. Ender den med at blive for stor i udestue eller ude i haven, tåler den beskæring. Bedst ved udtynding, hvor du fjerner de ældste og længste grene.

I hårde vintre er klogt at beskytte den med f.eks. grangrene, men min erfaring er, at den højest får frostskader på grenspidserne, når den står i en lukket have.

Abelia x grandiflora ’Nanna’ Dafo® er mere hårdfør end sorten Abelia x grandiflora ’Edward Goucher’.

Sortsnavnet ’Nanna’ er efter Balders hustru fra den nordiske mytologi. Det skal altså staves med dobbelt n, og ikke Nana, som i mange andre plantenavne, hvor det betyder lille.

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.