Akelejer alle vegne

”Akelejer er ikke for ordensmennesker,” konstaterer Camilla Plum tørt i sin bog ”Blomster.” Og hun har ret.  I min have er akelejerne alle vegne. Både fordi de ikke kan lade være, og fordi jeg sætter pris på deres egenskaber.

Her i maj har akelejerne allerede længe bidraget med deres fine, friske løv. I min have står de i flere af havens staudebede, og i foråret, hvor mange stauder kun lige er kommet i gang, fylder akelejerne fint ud alene med løvet.   Når blomstringen går i gang i maj og juni, er de lette blomster endnu finere. Med deres betragtelige højde, kan de skabe farve og kontrast henover de stauder, der endnu kun er på vej.

En smuk farveskala

Akelejen sår som sagt villigt sig selv. Deraf dens tendens til at modarbejde enhver form for orden og systematik. Den forekommer også i mange farver og former. Den gammeldags, klassiske Aquilegia vulgaris står i min have med farver fra svagt rosa eller næsten hvid over hele den rødlige skala til mørk lilla.

For nogle år siden indførte vi en række nye sorter, indkøbt som frø i det engelske frøfirma Thompson and Morgan. Sorterne var kendetegnet ved blandt andet stærke farver og fyldte blomsterhoveder med lange sporer.

En, jeg særlig husker, var magentapink med stærkt gul midte. Umiddelbart en sær kombination, men smuk når den gule farve optrådte inde i en akelejes blomsterhoved.

De specielle sorter stod et par sæsoner, og så forsvandt de langsomt. Men kigger man nærmere på de akelejer, der er i min have nu, kan man finde spor af de gamle forfinede sorter fra England. Akelejer lader sig ikke begrænse, de sår sig selv, finder på nye farver og skaber fine overraskelser.

Akelejen bringer frodighed

For mig er det til stadighed en udfordring at skabe staudebede, hvor beplantningen ser naturlig og skødesløs ud. Akelejen, som så gladelig sår sig selv, kan være behjælpelig her, fordi selvsåede planter placerer sig lige der, hvor der er plads, og så ser det netop naturligt ud.

Marguerit og fingerbøl er også gode, hvis du vil dyrke denne tilfældighedens æstetik.

Den voksevillige og nøjsomme akeleje kan også give liv på steder, hvor det kan være svært at få andet til at gro. Det gælder pigstensbelægningerne omkring mit hus og ved min carport. Omkring en af carportens stolper har tre akelejer etableret sig, sikkert fordi jeg er gået forbi med en håndfuld modne frøstande og har tabt lidt frø.

Her midt i ral, skygge og spor efter bilens dæk, tilfører akelejerne den skødesløse frodighed, der ellers er en mangelvare på dette sted.