Gå til hovedindhold
Arrangement - Udflugter og havebesøg

15. bukettur

Sønderskovhaverne og Møllestien.

Info

Hvornår 
14. juli 2019
13:00 - 16:00
Pris 
0 kr
Medlemspris 
0 kr
Afdeling/kreds 
Vejen-Brørup

Hvis vejret er til det, er det en god ide at medbringe kaffekurv som kan nydes undervejs.

Vi starter turen i Folkehaven hvor nogle af de frivillige fra havegruppen fortæller om havens tilblivelse og tankerne bag det fine barokanlæg.

Det var museets navnkundige leder, Svend Aage Knudsen, der fik ideen til at indrette en herregårdshave efter nogle gamle tegninger, man havde fundet. I 1992 gik medlemmer af Brørup Havekreds i gang med det store arbejde at omdanne noget der nærmest lignede en losseplads til den fine have vi kan se i dag.

Oprindelig var det tanken at der skulle være en afgrøde i hvert bed ligesom i en gammel herregårdshave. Det skulle være de gamle arter som fx gulerødder, rødbeder, kål og porrer. Det fungerede dog ikke helt for de frivillige som skulle passe det, så i dag kan medlemmerne af havegruppen selv vælge hvordan de vil dyrke deres egen parcel.

Især bør man bemærke det fine rosenbed, hvor man kan betragte og dufte til de dejligste roser. En af de smukkeste er Sønderskov-rosen, som fik sit navn i 2006.

En anden seværdighed er krydderurtehaven som blev anlagt af Peter Rerup. Her er over 100 forskellige krydderurter og lægeplanter.

Alle kan søge om at få en have i Folkehaven. ”Betalingen” består i at man deltager i de fælles arbejdsaftener som ligger hver 3.uge. Her mødes de frivillige og sørger for at også fællesområderne i haven, staudebede, bærbuske og frugttræer bliver passet behørigt.

Restaurant Herregårdskælderen kan efter aftale høste afgrøder i haverne, og kokken er især interesseret i krydderurterne og artiskokkerne. Ellers er det de frivillige selv der høster afgrøderne.

Efter besøget i haverne fortsætter turen ad Møllestien, som blev indviet i 2009. Møllestien er blevet til i et samarbejde mellem museets folk og de lokale beboere.

Buketten er plukket på Møllestien ved Sønderskov Museum. På P-pladsen findes en meget fyldig folder: ”Møllestien” - en natur og kulturhistorisk folder, som kan anbefales.

På testturen gik vi turen i omvendt rækkefølge for især at finde planter ved digerne, som er 200 år gamle markdiger med store egetræer.  Ved engene ved Maltbæk er der tydelige spor efter tidligere tiders vandregulering til Sønderskov Mølle. Stien fører os over Maltbæk, hvor der er lavet en ny gangbro med skråtstillede støttepæle og med egetræ fra stormfaldet i 1999.

I juni måned kan man finde den sjældne orkide, Maj Gøgeurt, i disse enge.

Arter ved digerne:

Skvalderkål, Haremad, Mark Forglemmigej, Lugtløs Kamilla, Hejre Næb, Hundegræs, Draphavre, Senegræs, Alm. Hvene, Stor Brændenælde, Alm. Røllike, Hvid Snerre, Burre Snerre, Fløjlsgræs, Muse Vikke, Blød Hejre, Ager Stedmoderblomst, Gråbynke, Krumhals, Alm. Kongepen, Torskemund, Eng Brandbæger, Munkehat, Dag Pragtstjerne, Læge Jordrøg.

Ved mergelgraven er der en kraftig bevoksning af Japan Pileurt.

Arter ved engen og mosen ved Maltbæk:

Kær Tidsel, Ager Tidsel, Horse Tidsel, Lyse Siv, Skov Kogleaks, Krybende Baldrian, Alm. Fredløs, Alm. Mjødurt, Burre Snerre, Sideskærm, Kær Galtetand, Bidende Ranunkel, Mose Bunke, Vand Ranunkel, Vand Stjerne, Sump Kællingetand, Bukkeblad, Sump Snerre, Kragefod, Trævlekrone, Tagrør, Bittersød Natskygge, Ager Padderokke, Kruset Skræppe.

På resten af turen fandt vi:

Hvede, Rug, Gul Okseøje, Kornblomst, Tofrøet Vikke, Fingerbøl, Gederams, Brombær.

 

Adresse 
Sønderskovhaverne
Sønderskovgårdvej 2
6650 Brørup
Kontaktperson 
Elisabeth Østergaard
23748974

Tilmelding ikke nødvendig

Sommer i HAVEN

Sommerudgaven af magasinet byder på tema om staudebede, en overdådig rosenhave, nyttige tips om nyttedyr, storkenæb med lang blomstring, kloge ord om køkkenhaven og meget mere.