Gå til hovedindhold
Arrangement - Udflugter og havebesøg

16. bukettur

Skodborg Kirke og omegn. OBS!!! Vær opmærksom på den ændrede dato.

Info

Hvornår 
18. august 2019
13:00 - 16:00
Pris 
0 kr
Medlemspris 
0 kr
Afdeling/kreds 
Vejen-Brørup

Teksten er skrevet af Teresa Nielsen fra Vejen Kunstmuseum

Troede du, at Skodborg bare er et sted, man kører igennem, må du tro om! Kom med på vandring til en fusion af kunst, kultur, natur og masser af historier. Vi starter ved Skodborg Kirke, der er rig på kunstoplevelser. Den enestående døbefont er tilbage fra kirkens grundlæggelse i romansk tid omkring 1200. Som treenigheden holdes fonten sammen af tre strømlinede, elegangte figurer, der i deres enkelthed minder om essensen af billedhugger Henrik Starckes skulpturer. Det slægtskab må Johannes Nielsen – kirkens præst 1936-68 – have set. Han skænkede stedet Starckes Kristus-figur skåret i moseeg. 

Rørende beretninger ved mindestenen for de faldne
Med afsæt i historikeren Keld Mortensens enorme arbejde med at kortlægge hvert et navn på stenen, fortæller Kirsten Fynbo, formand for Skodborg Hjemstavnsforening, udenfor kirken om billedhugger Niels Hansen Jacobsens minde fra 1922 for de 40 faldne under første Verdenskrig. Her mindes de tabte 40 unge mænd ud af den daværende befolkning på omkring 2.000. Her mærkes den balast, der skiller sønderjyderne fra resten af danskerne: Familiernes tab, hvor dansksindede unge mænd måtte kæmpe for en nation, der ikke var deres fædreland. Flygtede de, mistede de alt. 

Genforening og Kuglespiller
Over Brudepladsen går travetur til Byparken, der blev til i 1920 som et glædesudbrud og en taknemmelighed over igen at være blevet dansk. Til minde om den begivenhed indviedes i 1928 et Genforeningsminde, hvis tekster er hugget af Niels Hansen Jacobsen. Symptomatisk er det efter Genforeningen, at mindestenene for de faldne kom først, og derefter Genforeningsstenene. Tilæ hugning af begge dele viser Hansen Jacobsen sig at have været Sønderjydernes foretrukne billedhugger – måske netop i kraft af, at de kendte hans monument for ”Modersmålet” fra de store, årlige Grundlovsmøder i Skibelund Krat.
I Byparken – hvor der dagen før skal være Park Rock – står også G.C. Freunds ”Bocciaspiller”. Den blev modelleret i 1857 og har siden 1948 været deponeret i Byparken af Ny Carlsberg Glyptotek. 

Børneskoven og søerne
Buketturene arrangeres i samarbejde mellem Vejen Kunstmuseum, Vejen-Brørup Havekreds og  Danmarks Naturfredningsforeningsforenings Vejen-afdeling. Deres formand, Mogens Kjær Poulsen, fortæller om udvalgte planter undervejs på traveturen. Fra Byparken fortsætter vi på den anden side af Landevejen ad stierne ind i familieparken, der på lokalt initiativ er anlagt for nogle år siden. I den store træpavillon holder vi en velfortjent kaffepause (medbring selv), mens Kirsten Fynbo fortæller om Dresvold – en i dag forsvunden seværkdighed. Turen tilbage til kirken går forbi plejehjemmet Nørrevang, hvor der står endnu en Genforeningssten. Den er lavet på bestilling fra mejeribestyrere Christian Mathiesen og stod oprindelig i mejeriets have.

Månedens buket
På en forhånds-test-tur plukker ”Buketbanden”, hvad årstiden byder på undervejs på ruten. Spandevis af vilde planter trylles om til en flot buket, der på plakaten kan fungerer som blikfang for traveturen. August-buketten er bundet af Mette Finnemann Lautrup hos e-blomsten i Vejen.
Om SENSOMMER-BUKETTEN fortæller Mogens Kjær Poulsen: ”På en rundtur i byens nære omegn har vi samlet en buket, der indeholder mange af sensommerens blomster. De fleste er planter, som kan genfindes rundt om i de danske grøftekanter netop nu. Her får vi hele farveregisteret, som vores vilde flora kan give. Nyd den mens sommeren endnu er på sit højeste.”

Traditionen tro følger her en botanisk kortlægning med de danske navne:
 
ARTSLISTE
Almindelig Røllike
Regnfan
Alm. Syre
Musevikke
Agertidsel
Agerpadderokke
Agertidsel
Vejbred Skeblad
Rødkløver
Engbrandbæger
Vortemælk
Skræppe
Dagpragtstjerne
Alm. Natskygge
Canadisk Bakkestjerne
Lugtløs Kamille
Bredbladet Dunhammer
Canadisk Gyldenris
Gråbynke
Valmue
Svinemælk
Knoldet Brunrod
Skvallerkål
Hundemad
Skovsalat

Adresse 
Skodborg Kirke
Brudepladsen 5
6630 Rødding
Kontaktperson 
Elisabeth Østergaard
23748974

Tilmelding ikke nødvendig

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.