Gå til hovedindhold
Arrangement - Udflugter og havebesøg

Busudflugt den 3. juli 2022

Vi skal på vores årlige busudflugt. Turen går til Dansk Hjemmeproduktion og Den Kreative Have med indlagte pauser.

Info

Hvornår 
03. juli 2022
07:30 - 18:45
Pris 
600,00
Medlemspris 
300,00
Afdeling/kreds 
Måbjerg

Busudflugt den 3. juli 2022 med Haveselskabet Måbjerg Kreds.

Endnu engang har vi fundet nogle helt unikke haver, som vi håber, I vil med ud at se. Ud over haverne skal vi have noget godt at spise, og så skal vi forhåbentligt have en rigtig hyggelig dag i hinandens samvær.

Bussen afgår fra det vanlige sted (parkeringspladsen ved kirkegården på Viborgvej – den indenfor Ringvejen) kl. 07.30. Vi kører så til Naturcenter Harrild Hede ved Ejstrupholm. Her skal vi nyde vores morgen- eller formiddagskaffe, alt efter hvornår I er stået op.

Den første have bliver hos Dansk Hjemmeproduktion ved Palle Ledet Jensen. Den 3 ha store have gemmer sig i skoven på den jyske hede. Her har tidligere været mergelgrav. I dag fremstår det hele frugtbart og veldrevet. Her er en frugthave med ca. 200 frugttræer, og langs skovkanten er der en sti med havtorn og aronia. En kæmpe køkkenhave rummer også et stort drivhus.  Endnu et drivhus er til hygge (hvornår man så får tid til det med den have vides ikke) og med drivhusroser. Bag det stråtækte stuehus ligger en meget smuk have på en let skrånende grund. Her igennem løber et lille vandløb, der inkluderer to søer med åkander. For enden af huset ses en helt speciel rosenhave, som ligger godt i læ og får masser af sol.

På stedet er der en forretning med salg af produkter til hjemmeproduktion af alt i madvarer fra oste til marmelader. Så har du mod på at prøve at lave hytteost og friskost, så finder du her både opskrifter og remedier.

Efter mange synsindtryk skal maven forkæles. Og det sker på Kystens Perle i Horsens. Her skal vi have tag-selv-bord efterfulgt af en kop kaffe.  Derefter bliver der rig mulighed for at nyde naturen omkring restauranten, inden vi fortsætter.

Sidste stop på turen er i Den Kreative Have. På 4200m2 ligger en underskøn have gemt mellem masser af store lægivende buske og træer. Haven tager udgangspunkt i den japanske havestil men er her tilpasset den danske natur. Snoede græsstier fører os rundt mellem mange tons sten, formklippede træer og buske, japanske ahorn og azaleer. To vandløb slynger sig gennem haven og ender ud i tre søer med åkander. Fire japanske og hjemmebyggede pagoder giver mulighed for at finde ro og nyde haven fra forskellige vinkler. Og netop roen er noget af det unikke ved denne have. Så gør dig selv den tjeneste at finde netop det sted, hvor du synes roen og eftertænksomheden kommer til dig. For interesserede bliver der ca. 5 minutters foredrag om formklipning af planter. Der er lidt plantesalg i haven. Der bliver også mulighed for at se nogle af ejerens malerier. Vi nyder lidt kolde drikkevarer på gårdspladsen her, inden turen fortsætter til Holstebro.

Hjemturen går over det smukke landskab omkring Silkeborg og Ry, og ca. kl. 18.45 regner vi med at være tilbage ved udgangspunktet.

Adresse 
Viborgvej (indenfor Ringvejen)
Kirkegårdens parkeringsplads
7500 Holstebro
Kontaktperson 
Pia Eliassen
24434405
Tilmeldingsfrist 
30. maj 2022
Antal deltagere 
58
Tilmeld dig her