Dit personlige staudebed
Info
Ønsker du liv og lang blomstring i dit staudebed? Så kom med denne aften og få konkrete plante- og designtips til, hvordan du designer dit eget staudebed efter dine personlige præferencer for farver, liv og lang blomstring i dit bed fra februar til frost. Hør samtidig, hvordan du kan tiltrække flere bier, sommerfugle og insekter til dit staudebed med din sammensætning af planter.
Vælger du dine stauder med omtanke og planter dem i selskab med blomsterløg og vintergrønne græsser, så kan du få løbende blomstring, mere liv og flere sanseoplevelser gennem året. I foredraget får du også inspiration til et plantevalg, der samtidig gør din have nemmere at holde.
Foredraget er med Jeanette Thysen, der er have- og landskabsarkitekt i DetGodeHaveliv.dk, hvor hun tegner personlige haver og anlæg til private haveejere, virksomheder og boligforeninger.
Jeanette har bla. tegnet sidste års store showhave til Tivoli Friheden og haveplanerne til GASAs nye hovedsæde i Odense. Hun er mangeårige skribent for Haven og anlægsgartnernes fagblad Grønt Miljø. Hun er en passioneret foredragsholder og underviser også gartnere i havedesign. Jeanette er oprindeligt uddannet cand. agro. og har bla. også en uddannelse i Haveterapi og design af terapihaver fra Københavns Universitet.