Foredrag med Frønørden
Info
Frønørden Tony Bülow fra Ikast har haft frø som hobby de sidste 15 år, hvilket har bragt ham rundt i hele Midtjylland med frø til foredrag, høstmarkeder, byhaver, Frø-popups, workshops og udsendelser i TV Midtvest og på DR Vores vejr samt flere artikler i aviser og på DR.
Han startede som frøsamler, fordi han havde brug for frø til børnenes køkkenhaver i Ikast Naturklub, hvor avl af egne frø var en del af projektet.
Som aktiv i landsforeningen "Frøsamlerne" så han behov for gratis lykkeposer til børn, unge og nystartede havefolk og "Lykkeposer til frøspirer" så dagens lys.
"Gendyrk - grønt genbrug", "Gro din mad huset nr. 7", "Frønørdens Lille Lise", "Permakøkkenhaven" mm, er andre af Frønørdens platforme på Facebook, hvor han i samarbejde med andre aktører formidler budskabet om bæredygtigheden og diversiteten i, at dyrke sine egne frø og dele eller bytte dem gratis med andre, et koncept andre på Facebook nu er bygget op efter.
Efter foredraget, som varer ca. 1 time, vil snackfade med forskellige frøposer blive sendt rundt.
Tilmelding ikke nødvendig