Sjældent set landbohave
Info
Vi skal besøge Leo Thorup og Gudrun Dissing i deres store landbohave, der startede på bar mark for nu 30 år siden. Eneste træ var den store blodbøg nær huset. Der er siden plantet rigtig mange spændende træer og meget læ.
Her er en have med mange store rhododendron, store flader af kæmpestenbræk og vinterglans. Her er en del hyggekroge, hvor man lige kan slå sig ned under dagens havearbejde. Her er stenbedspartier, et vandfald der fosser ned i det lille vandløb, der snor sig i haven. Her er forskellige stauder og stedsegrønne buske og træer.
Gudrun kan godt lide stammer, så hun klipper og beskærer så de kommer frem. Det giver jo plads til beplantning i bunden, som hun siger. Rundt omkring i krukker står store flotte agaver. Her er også køkkenhave og lange bede med georginer.
Der er mulighed for at drikke den medbragte kaffe i den renoverede stald, der bruges til gildesal.
Tilmelding ikke nødvendig