Gå til hovedindhold
Artikel - Video

Video og guide: Sådan beskærer du roserne

Se videoen og få Haveselskabets tips til, hvordan du beskærer forskellige typer af roser.
Frank Kirkegaard Hansen og Peter Ørum Scherg - 
02. juni 2015

Roserne beskæres, når der ikke længere er risiko for, at de nye skud, der kommer frem efter beskæringen, bliver svedet af frosten. 

Det plejer at passe med midt i april. Storblomstrede bedroser skal klippes helt tilbage til 20-25 cm for at holde en god kompakt form med blade, der dækker jorden. På den måde holder du rosenbusken ung med masser af roser, og du får samtidig mindre ukrudt mellem roserne, når løvet skygger på jorden.

Buskroser, herunder mange engelske roser, har kun behov for en lettere udtynding af de ældste grene og en mindre tilbageklipning af de øvrige. Fjern som altid alle syge og knækkede grene. Klip over en udadvendt knop og undgå, at der sidder døde stabbe tilbage.

Video: Beskæring af buskroser

På videoen viser havearkitekt Frank Kirkegaard, hvordan du beskærer buskroser.

Rosenekspertens tips til beskæring af roser

Her får du Haveselskabets rosenekspert, Peter Ørum Schergs, tips til beskæring af historiske roser, moderne roser og klatreroser. 

Historiske roser

Historiske roser må ikke klippes ned, man studser dem. For at få en ekstra harmonisk busk, kan man efter endt blomstring klippe grenene 1/3 tilbage.

  • De engangsblomstrende roser beskæres som regel i juli.
  • De remonterende og kontinuerligt blomstrende beskæres, når de er færdigblomstret for året.

Hvert tredje år kan man helt fjerne et par af de ældste grene for at stimulere ny vækst.

Mme Hardy - Fotograf: Flickr

Moderne roser – herunder de engelske roser

De engelske roser plejes rent beskæringsmæssigt som de historiske.

Alle storblomstrende roser, dvs. parkroser, buketroser, storblomstrende roser og slotsroser, beskæres ned til 10-20 cm over jorden, de andre ca. 25 cm over jorden. Dette gøres omkring 15. april afhængig af, hvordan vinteren og det tidlige forår har været.

Henri Martin (tv) og Falstaff (th). - Fotograf: Gusta Clasen

Klatre- og slyngroser

Klatreroser er roser, som har meget kraftige grene, som ofte kan være svære at bøje ud til siderne eller forme, som man ønsker. Så her er det vigtigt at hjælpe den/de grene på vej, mens de stadig er bløde og saftspændte – pas på de ikke knækker i processen!

Klatreroser beskæres efter endt blomstring hvor man for eksempel beskærer alle grene, som går ud fra en hovedgren. Der beskæres ind til tre-fem øjne fra denne hovedgren. Herudover kan den beskæres efter behov, og der beskæres lige over et øje, der vender den vej, man gerne vil have den ”nye” gren til at vokse.

Slyngroser er de roser, som har meget slanke ”tynde” grene, og som er nemme at bøje, nogle kan man næsten lave sløjfer på.

De fleste slyngroser sætter næste års blomster på indeværende års skud, så pas på! Hvis man fjerner de skud, som dukker frem i indeværende år, kommer der ikke blomster til næste år der. Men alle de grene, som blomstrer i indeværende år, kan beskæres efter behov med samme fremgangsmåde som klatreroserne.

Bøj grenene vandret

Jo bedre mulighed du har for at bøje rosernes grene ud til siderne, så de ligger vandret langs en mur eller anden form for bredt espalier, jo mere bliver du belønnet med mængder af blomster fra top til bund. Det samme gælder, hvis du har en slyngrose på vej op af en rosenbue, så hjælp den med at sno sig op ad rosenbuen i S-form helt fra bunden, så får man virkelig noget at prale af og blive imponeret over.

Bliv medlem af Haveselskabet

For kun 345 kr. får du 5 numre af Danmarks bedste havemagasin HAVEN, gratis rådgivning og mange andre medlemsfordele.