Gå til hovedindhold
Foto: Have-Idyllen
Fra afdeling/kreds

Havefestival 24.-25. august

Alle er velkomne, når Haveselskabet i weekenden 24. og 25. august 2019 afholder årets Havefestival med over 200 åbne haver over hele landet. 

En weekend om året åbner Haveselskabets medlemmer traditionen tro deres haver i hele landet og inviterer alle, der har lyst, inden for havelågen til årets Havefestival. I år foregår det sidst på sommeren i weekenden 24. og 25. august.
 
Når weekenden oprinder tjekker du nemt ud, hvor du kan møde skiltene med "Haven er åben" i dit område.

 
Oplev skønne sensommerhaver
I år, hvor Havefestivalen ligger i august, kan du opleve skønne sensommerhaver med et væld af roser, sommerblomster og sommerblomstrende stauder og buske i fuldt flor. 

Alle er velkomne

Uanset om du er nybegynder eller erfaren udi havearbejdet, er det oplagt at benytte chancen til at komme på besøg i spændende haver i dit lokalområde.

Her kan du opleve, hvor forskelligt haver kan se ud i august – mens skønne sensommerstauder og prydgræsser måske strutter i den ene have, kan det være georginer eller fuchsia, der præger stemningen i den næste.

Hvert år en ny oplevelse


Havefestivalen flytter hvert år til en ny weekend, og det er der ifølge Haveselskabets direktør, Charlotte Garby, en rigtig god grund til.
”En have kan jo opleves helt forskelligt afhængigt af, om du besøger den en frisk forårsdag, hvor tulipaner og kirsebærtræer står i fuldt flor, eller som ved sidste års Havefestival i juni, hvor det især var masser af skønne blomstrende stauder og buske eller som i 2019 hvor det er skønne sensommerstauder og prydgræsser, der skaber opmærksomhed i de åbne haver,” siger hun.
”Ved at flytte Havefestivalen til forskellige tidspunkter hvert år, vil vi gerne give Havefestivalens gæster mulighed for at få så forskelligartede haveoplevelser fra år til år som muligt. Faktisk kan man besøge den samme have til Havefestivalen flere år i træk og alligevel opleve noget helt forskelligt hver gang. Det er jo noget af det fantastiske ved haver,” mener Charlotte Garby.
 
 

En mangfoldighed af åbne haver

For Haveselskabets direktør er det netop bredden i de åbne haver, som gør Havefestivalen til en helt særlig begivenhed.

"Det unikke ved Haveselskabets Havefestival er, at det er alle mulige slags haver og haveejere, der holder åben have. Du kan opleve alt fra små kolonihaver, over helt almindelige villahaver til store haver på landet. Fælles for alle er passionen og glæden ved at vise resultatet af sit arbejde frem for nogen, som deler samme interesse. Det giver en rigtig god stemning, hvor der bliver udvekslet erfaringer i stor stil," siger Charlotte Garby.

Find åbne haver i nærheden af dig

På Haveselskabets hjemmeside https://haveselskabet.dk/aabne-haver-kort kan du se hvilke haver, der holder åbent i dit område, og i hvilket tidsrum, du kan komme på besøg i de enkelte haver.

Her kan du også se, i hvilke haver, du kan købe planter med hjem, hvor du kan købe kaffe, spise din medbragte mad eller tage hunden med.

 

Om åbne haver og Havefestivalen

Alle, der er medlem af Haveselskabet, kan vælge at holde åben have, og det er der flere hundrede haver, der hvert år benytter sig af - til glæde for de mange andre, der nyder at besøge de skønne haver. 

En weekend om året til den årlige Havefestival opfordrer vi til, at så mange medlemmer som muligt holder åben have samtidig, så det bliver muligt at tage rundt i hele landet og opleve mange åbne haver i løbet af den samme weekend.

Selv om du ikke er medlem af Haveselskabet, er du meget velkommen til at besøge alle de åbne haver.