fbpx Professor: ”Du kører med traileren fuld af CO2, når du kører dit fældede træ på genbrugspladsen” | Haveselskabet Gå til hovedindhold
CO2 i træer
Foto Thomas Evaldsen
Artikel for alle

Professor: ”Du kører med traileren fuld af CO2, når du kører dit fældede træ på genbrugspladsen”

Afskårne grene og træstammer indeholder masser af oplagret CO2. Ved at holde træet på egen grund, forsinker du dets vej op i atmosfæren.
Tekst: Morten Linnemann Foto: Thomas Evaldsen - 
30. juni 2020

Hvert år kører danskerne tonsvis af haveaffald på genbrugsstationen, når der er blevet fældet et træ eller beskåret buske i haven. Men set i et klimaperspektiv, er det ikke en god ide, mener Per Gundersen, der er professor i skovøkologi ved Københavns Universitet.

– Et træ består bl.a. af CO2, som det optager fra luften og lagrer. Så man kan godt sige, at haveejere, der kører på genbrugspladsen med træ fra haven, faktisk kører rundt med traileren fuld af CO2. Haveaffald, der afleveres på genbrugspladsen, ryger i affaldsfirmaernes forbrænding eller effektive kompostering, og det medfører, at CO2’en hurtigt frigives og sendes op i luften, forklarer han.

Og det er ikke ubetydelige mængder, der er tale om. En stabel træ på 1m3, fx efter fældning af et større træ, indeholder omkring 1 ton CO2. Til sammenligning viser beregninger, at hver dansker udleder ca. 12 tons CO2 om året. 

Foto: Thomas Evaldsen

Find de gode løsninger

Derfor burde flere haveejere, ifølge Per Gundersen, prøve at holde fast på den Co2, der findes i dødt træ i haven.

– Vi skal væk fra at opfatte dødt træ som affald, der bare skal væk fra grunden så hurtigt som muligt. Det en ressource, et CO2-lager og levested for mange smådyr, siger han.

Og træet behøver ikke bare ligge i bunker over det hele:

– Der er flere løsninger til at bevare dødt træ i haven, som kan fungere i de fleste haver. Man kan bygge brændestakke af træet eller skære træstammer til stubbe, der kan bruges til at sidde på. Af mindre stammer og grene, kan man lave kvashegn, der både kan være praktiske rumdelere, og faktisk holder længe på CO2’en, fordi nedbrydningen af træet ikke går så hurtigt, når træet er hævet over jorden og er relativt tørt.

Ud over klimaeffekten giver dødt træ i haven levesteder for masser af smådyr, insekter og også pindsvin, der kan flytte ind under kvasbunker.

Foto: Thomas Evaldsen

Af luft er du kommet – til luft skal du blive

I naturens kredsløb, er det uomgængeligt, at dødt træ igen vil blive til luft. Men ifølge Per Gundersen har det stor betydning, hvor hurtigt nedbrydningen går. Afleverer man haveaffald til genbrugspladsen bliver det komposteret i store miler ved høj temperatur, og nedbrydningen går stærkt, eller det bliver brændt. Lader man haveaffald blive i haven og stille og roligt nedbrydes, holder man Co2 tilbage så længe:

– Træ optager gennem et liv en del CO2 fra luften, men når træet nedbrydes, frigives det igen. Jo større stykker af træ, jo mere CO2 er der lagret og jo længere tid tager det også at nedbryde det. Jeg har selv i min have haft en stamme, der lå i 20 år før den til sidst blev helt mør og fuglene pillede den fra hinanden, siger han. 

I mellemtiden kan man have plantet et nyt træ i stedet for det fældede, og det vil med det samme begynde at suge CO2 til sig.

Per Gundersen anbefaler, at alle haveejere bruger mindst 20 procent af deres have til træer, fx ved at lave en skovhave i det ene hjørne.

 

Brændestakke

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.