Gå til hovedindhold
Artikel - Cph Garden

Cph Garden åbnet med besøg af Kronprinsesse Mary

H.K.H. Kronprinsessen besøgte Cph Garden til åbningen af det store haveshow – det første af sin art i Danmark.
14. juni 2017

I dag åbnede Haveselskabet lågerne for Cph Garden – Danmarks allerførste store haveshow med showhaver, spændende stande med alt, hvad et ægte havehjerte kan begære og et bredt og ambitiøst eventprogram.

H.K.H. kronprinsesse Mary var med til at åbne det store haveshow. Kronprinsessen blev budt velkommen af formand for Haveselskabet Bente Siiger Lustü og direktør Charlotte Garby, som viste rundt på udstillingen og fortalte om Cph Garden.

 Kronprinsessen taler med Mads Boserup fra TagTomat. Foto: Martin Sølyst.

– Med Cph Garden vil vi gerne sætte fokus på alt det gode, haveglæden kan gøre for os som mennesker. I en stresset og hektisk hverdag er det at følge en haves rytme, uanset ambitionsniveauet virkelig noget, der kan få os ned i gear. Det er ikke svært at dyrke have, det handler bare om at kaste sig ud i det og lege med elementerne. Det er skabende og virker helt terapeutisk. Den oplevelse af glæde vil vi gerne brede ud til flere haveejere. Og så er interessen for haver og det grønne – hvad enten man er begynder eller rutineret, allround-interesseret eller niche-nørd, noget som samler og skaber fællesskaber. Og det er også sundt, siger Charlotte Garby.  

Den blomstrende have

Første stop på Kronprinsessens besøg var showhaven ”Den blomstrende have”, som havens designer, Lise Bollhorn fra Damholmgaard, har indrettet med et stort og bredt udvalg af stauder – mange af dem har Lise Bollhorn selv fundet og hjemtaget fra udlandet.

Dernæst besøgte kronprinsessen bl.a. Juliane Drivhuse og hilste på ejer Nicolaj Stærmose. Herefter gjorde Kronprinsessen kort stop ved de øvrige showhaver og mødte havernes designere.

Kronprinsessen besøger showhaven Den blomstrende have. Foto: Martin Sølyst

En ny rose blev døbt

Kronprinsessens rundtur på Cph Garden fortsatte til Scenen, hvor konferencier Annette Heick styrede slagets gang. Her døbte Kronprinsessen en helt ny rose, som er udviklet specielt til Cph Garden af rosenforædler Rosa Eskelund fra Roses Forever. Rosen blev døbt i champagne og fik navnet ‘Cph Garden in Bloom’.

Kronprinsessen døber en helt ny rose Cph Garden in Bloom. Foto: Martin Sølyst

Som tak overrakte Haveselskabets direktør, Charlotte Garby, kronprinsessen en indrammet kunstplakat designet særligt til Cph Garden 2017 som et symbol på, at kronprinsessen fremover – i lighed med hendes majestæt dronning Margrethe – er æresmedlem af Haveselskabet.

– For Haveselskabet er det virkelig en ære, at H.K.H. Kronprinsessen ville besøge Cph Garden og døbe en ny rose for os i dag. Jeg kan ikke forestille mig en bedre måde at åbne dette allerførste danske haveshow på, siger direktør for Haveselskabet, Charlotte Garby.

Som afslutning på dagens besøg overværede kronprinsessen et modeshow med mode af først Gudrun Sjödén og dernæst udpluk fra projektet ’Fremtidens havemode for kvinder’ udviklet af afgangselever fra Fashion Design Akademiet.

Og med kronprinsessens besøg og dåb af ‘Cph Garden in Bloom’ blev der åbnet for fem dage i haveglædens tegn.

Cph Garden 2017 blev præsenteret sammen med Silvan

SILVANs logo

Bliv medlem af Haveselskabet

Få 5 numre af HAVEN, gratis rådgivning, aktuelle medlemstilbud og mange andre medlemsfordele for kun 325 kr.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet