Gå til hovedindhold
Artikel - Cph Garden

Cph Garden for økofolket

Dyrker du din have økologisk, eller vil du gerne gøre din have til en oase for vilde dyr og planter? Se, hvad du kan glæde dig til ved Cph Garden.
Gusta Clasen - 
07. juni 2017

Ligegyldigt om du interesserer dig for havedesign, havetendenser, økologi, urban gardening eller for at dyrke blomster eller køkkenhave, kan du finde noget, der kan inspirere dig eller gøre dig klogere på Cph Garden.

I denne artikel sætter vi fokus på den del af programmet, som har særlig interesse for dig, hvis du interesserer dig for økologiske og bæredygtige haver eller gerne vil have et rigt dyreliv i din have.

Showhaver med fokus på bæredygtighed

I Haveselskabet går vi ind for at dyrke haven med omtanke for naturen. Det er derfor ikke tilfældigt at fire ud af otte showhaver har bæredygtighed som et helt centralt element i havens design.

Den bæredygtige byhave

Det gælder ikke mindst Signe Wennerbergs showhave "Den bæredygtige byhave", som har fokus på bæredygtighed og fællesskab. I haven dyrkes frugt og grønt i plantekasser, og overskuddet deles med naboerne, så intet går til spilde. Der er også kompost, affaldssortering, vasketøj, der tørres i vinden i stedet for i en energislugende tørretumbler, og høns, der viser den cirkulære økonomi i praksis.

Vild og vidunderlig urban oase

Showhaven "Vild og vidunderlig urban oase", som er designet af Dorthe Kvist, har kodeordene bæredygtighed, biodiversitet og genbrug. Haven er bygget af lokale genbrugsmaterialer og der er brugt lokalt tilpassede plantearter, som fremmer biodiversiteten udover at tilføre haven dufte og farver.

Den spiselige have

I "Den spiselige have" er alt spiseligt, men bæredygtigheden kommer også ind ved fremstillimg af kompost og genbrug af regnvand og næringsstoffer, så man ikke behøver at hælde rent drikkevand ud i jorden eller hente jord, gødning og andre ressourcer udefra.

Lise Bollhorns "Den blomstrende have" er både skøn at opholde sig i for mennesker, men skaber samtidig mange gode levesteder for vilde dyr og insekter. Haven viser bl.a., hvordan en væg eller et plankeværk kan bruges til et insekthotel, som giver gratis bolig til insekter og fugle.

Den blomstrende have

Økologi på programmet

Det store eventprogram ved Cph Garden indeholder også mange foredrag og workshops til dig, der interesserer dig for økologi og bæredygtighed i haven. Her kommer et udpluk:

Slottet i Smørmosen. Foto: Jens Juhl

Jens Juhl fra Slottet i Smørmosen kommer og fortæller, hvordan man selv i en relativt lille kolonihave kan blive selvforsynende med økologiske grøntsager. Og Lars Holt fra Huset Skovly giver tips til at fremstille økologisk vin i haven. 

Se også alle de andre gode events for køkkenhavefolket

Jorden er nøglen til en frodig køkkenhave

Det er titlen på et foredrag, som Bente Mortensen fra Green Project holder, men derudover kan du også høre Maria Ehlert fra Byhaven.dk fortælle om kompostering og bokashi, og du kan møde haveentusiast Finn Eriksson, der viser, hvordan du bygger en kompostkasse.

Hvorfor slide med at efterårsgrave jorden, hvis det er bedre at lade være? Hør Charles Dowding (på engelsk) og Bo Egelund fortælle om No Dig metoden.

Bør vi finde alternativer til spagnum, når vi skal fylde krukker, bede og plantesække med ”jord”? Fagredaktør Inga Bach fra Haveselskabet fortæller, hvorfor spagnum er så nemt og bekvemt at dyrke planter i, og hvorfor vi bør bruge det med omtanke.

Brug regnvandet i haven

Mød også landskabsarkitekt Louise Møller fra Haveselskabet, der viser, hvordan du kan bruge regnvandet i en frodig regnvandshave. Eller Ivana og Jesper Christensen fra Nykilde, som giver deres tips til at anlægge et grønt tag.

Vilde planter pg dyr

En af de mest markante havetendenser i disse år er ”den vilde have”. På Cph Garden finder du flere events, der handler om alt det vilde, som vi kan give en plads i haven. 

Boe Sallingboe fra Altan alferne tegner og fortæller om natur på unaturlige steder, og kokken Adam Engel laver vild saft fra naturen. Sabine Ravnskov fra Københavns Universitet kommer med et spændende foredrag om planternes hemmelige liv under jorden, og du kan møde Ole Lyshede fra Dansk Botanisk Forening, som kan fortælle, hvad det er for vilde planter, du har i din have. 

Showhave fra Hampton Court Palace Flower Show 2016

Honningbi. Foto: Flickr

Du kan også Sussie Pagh fra Aarhus Universitet, der ved en masse om vilde dyr i haven. Honningbier hører godt nok ikke rigtigt til havens vilde dyreliv, men måske du alligevel har interesse i at høre Danmarks Biavlerforening, når de giver tips til at holde ”tamme” honningbier i haven.

Ikke alle dyr er lige velkomne i vores haver. Selv en inkarneret økolog kan blive bragt ud af fatning, når invasive sneglene æder løs af de møjsommeligt dyrkede grøntsager. Inga C. Bach fra Haveselskabet deler ud af sin viden og praktiske erfaring med bekæmpelse af de glubske snegle med miljømæssigt forsvarlige metoder. 

Du kan også møde Haveselskabets plantedoktor, Magnus Gammelgaard, der svarer på spørgsmål om havens skadedyr og sygdomme, og hvad du kan gøre ved dem – på miljømæssigt forsvarlig vis, naturligvis. 

Se hele eventprogrammet ved Cph Garden her

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds