Gå til hovedindhold
Græsafklip
Græsafklip under græskar.
Artikel for alle

Dæk jorden

Ved at dække jorden med grønt eller brunt jorddække kan du begrænse ukrudtet, spare på vandet og få en sund og levende jord.
Anja Barfod, Haveselskabets Rådgivning - 
27. september 2016

Tre gode grunde til at dække jorden

1) Du får en sund og levende jord

Jorddække giver med tiden en skøn og levende jord, hvor planterne elsker at vokse. 

Dækmaterialet giver føde til regnormene, som lever af at omsætte materialet. Herefter tager jordbakterierne over, og efterhånden bliver materialet omsat, så der frigives næringsstoffer i en form, som planterne kan optage.

Regnormene er desuden vigtige, fordi de hjælper med at løsne jorden ved at grave gange på kryds og tværs igennem den.

Regnorm

Det kan være helt saligt at løfte på jorddækket, og se det mylder af liv, der findes der. Løbebiller har også en fest under dækket, og de har som bekendt en god appetit på snegleæg.​

2) Du begrænser ukrudtet

Ukrudt slipper man aldrig helt for, men det bliver en del lettere at håndtere, hvis du dækker jorden. Frøukrudt får sværere ved at få fæste og spire, og flerårigt ukrudt får sværere ved at komme op gennem jorddækket. 

Desværre vil aggressivt flerårigt ukrudt som f.eks. kvikgræs, padderokke og snerler nok finde vej gennem dæklaget. 

3) Du sparer på vandet

Når man dækker jorden, nedsættes fordampningen af vand betydeligt, og fugten bliver i og omkring planterne. Så der er også penge at spare på vandregningen ved at holde jorden dækket.

Hvad kan du dække med?

Her er nævnt nogle af de nemmest tilgængelige materialer, der kan anvendes til jorddække: 

Græsafklip

De fleste haveejere har græsafklip i betydelige mængder sommeren over, og græsafklip er rigtigt fint at bruge som jorddække. Udover at dække jorden, har det nemlig også den fordel, at det tilføre lidt kvælstof, mens det nedbrydes, så planterne får et skud næring samtidig.

Græsafklippet skal lægges i en tykkelse af 7-10 cm, gerne helt ind til planterne. 

Græsafklip. Foto: Laila Sølager.

Græs nedbrydes ganske hurtigt, hvilket man også fysisk kan mærke, hvis man stikker en hånd ind i en bunke med nyafklippet græs, der er kogende varmt, fordi nedbrydningsprocessen er godt i gang. Men heldigvis er der jo masser af det, selv fra en lille parcelhushave, så det er muligt kontinuerligt at lægge frisk afklip rundt på den bare jord i haven. 

Brug aldrig græsafklip med frøstande fra mælkebøtter, bellis (tusindfryd), eller andet ukrudt i blomst, det ville jo være trist at indføre disse planter i bedene.

Grønt fra køkkenhaven

Grønt affald fra køkkenhaven som fx hullede salatblade, radisetoppe, ærtebælge mm. kan fint bruges som jorddække mellem rækkerne i køkkenhaven. 

Rabarberblade dækker hurtigt et stort areal, så i stedet for at smide dem ud, kan du lægge dem under selve rabarberplanten eller mellem gangene i køkkenhaven.

Efter høst kan dækmaterialerne smides på komposten.

Obs! Syge planter og planter, der er angrebet af skadedyr, bør ikke anvendes på denne måde, da det kan bidrage til at sprede problemerne.

Generelt indeholder friske, grønne plantedele mere kvælstof end de visne, brune dele fx staudetoppe, visne blade og småkviste, så det er fint at bruge de grønne jorddækkematerialer på steder, hvor der er behov for lidt ekstra næring fx i køkkenhaven.

Staudetoppe og -afklip

Om foråret, når du klipper stauderne ned, vil der altid være rigeligt med materiale i form af afklippede staudetoppe. Disse kan yderligere klippes/brækkes i mindre stykker, og lægges ud på jorden omkring stauderne.

Visne blade

I efteråret og det tidlige forår, er der som regel et stort overskud af visne blade. I stedet for at køre dem på genbrugspladsen, kan du smide dem ind under hækken, rundt i staudebedene og hvor den bare jord ellers findes. 

Visne blade.

Det kan være nødvendigt at holde på bladene med tungere materialer som f.eks. tyndere grene eller lidt jord, så de ikke flyver væk i en storm, men ofte klasker de hurtigt sammen, og bliver hvor man lægger dem, især efter et regnskyl.

Småkviste og hækafklip

Kviste og hækafklip kan deles i mindre stykker og bruges under hækken, under buske og lignende steder.

Træ – og barkflis

Har man mulighed for at skaffe flis af træ eller bark, eller måske selv kværner havens grenaffald gennem en flishugger, kan denne flis også bruges som jorddække. Dog skal man være opmærksom på, at især træflis fratager kvælstof fra den øverste jordlag i nedbrydningsprocessen. Derfor er træflis mindre egnet under næringskrævende afgrøder, medmindre man sørger for at tilføre ekstra gødning, så man kompenserer for de næringsstoffer, der bindes ved flisens nedbrydning.

Barkflis fratager i mindre grad kvælstof fra jorden, og er især fint til at dække jorden under buske og træer. Træflis er egentlig mest egnet på bare arealer, hvor man vil dække jorden, så man f.eks. undgår spiring af ukrudt.

Tang 

Hvis man bor i nærheden af kysterne, er det oplagt at anvende tang som jorddække. Især trives oprindelige strandplanter som kål og asparges fortrinligt med et dække af tang.

Vær opmærksom på, at der er regler for, hvor meget tang man må slæbe med hjem. En tommelfingerregel er, at man må tage så meget, som man selv kan bære. Drejer det sig om større mængder, skal man kontakte kommunen, Kystdirektoratet eller Naturstyrelsens lokale enhed.

Tang.

Hø og halm

Hø og halm er også gode jorddækningsmaterialer, især bliver de brugt i stor stil under jordbærplanter, hvor de også forhindrer bærrene i at blive slæmmet til med jord under vanding eller regnskyl. 

Vær dog opmærksom på, at både hø og halm ”stjæler” lidt kvælstof fra jorden, når det nedbrydes, og det kan være nødvendigt at tilføre ekstra gødning, hvis det lægges under gødningskrævende afgrøder.

Hø og halm.

Uld

Hvis man selv har får - eller kender en fåreavler, har man måske adgang til uld. Det er i hvert fald et produkt, som mange fåreavlere har overskud af i rigelige mængder. 

Måtter af uld dækker jorden godt og hæmmer dermed ukrudtet. Ulden holder desuden fantastisk på vand og giver også næring til jorden, når den nedbrydes. Nedbrydningen går ikke så hurtigt som for græs og blade, og ulden kan derfor blive liggende en hel sæson og også vinteren over.

Uld.

Andre materialer

Der findes mange andre materialer, der kan anvendes som jorddække. Man skal blot huske, at det skal være organiske materiale, der kan nedbrydes i naturen, og som ikke afgiver giftstoffer, eller på anden måde kan være skadelige for naturen.

Annonce

Kampagne: Giv dig selv en gave

Få 5 numre af magasinet HAVEN og et par lækre handsker fra Burgon & Ball for i alt kun 345 kr.