Gå til hovedindhold
Ahorn 'San'
Ahorn 'San'. Foto: HedeDanmark
Artikel for alle

Dansk ahorn i medium size

Der findes en sort af ahorn, der kun når op i 5-6 meters højde indenfor 15 år.
30. september 2009

Den danske ahorn bliver med tiden meget stor. Alt for stor til en gennemsnitlig have. Men nu kan du få plads til en både køn og hårdfør ahorn, selv om din have ikke er kæmpestor. Der findes nemlig en sort af ahorn, der kun når op i 5-6 meters højde indenfor 15 år.

Den hedder Acer x ’San’ og har store, røde knopper lige inden løvspring. De røde knopskæl sidder ved foden af de nyudsprungne blade, der er friskgrønne og fligede.

Om efteråret bliver træet en strålende palet af farver fra det friskgrønne over gyldne til ildrøde farver. På samme tid bærer træet også de karakteristiske helikopter-frugter, som kendes fra andre ahorn og løn.

Frugterne er skinnende purpurrøde, og sidder på træet i lang tid. Sammen med et kønt løvspring byder den også på let hængende, sartgrønne blomsterstande.

Krydsning mellem ahorn og løn

Acer x ’San’ er formodentlig en krydsning mellem ahorn og en ukendt art løn. Den er fundet i et hold af unge ahornplanter i HedeDanmarks planteskole Lillemark, hvor den daværende ejer Svend Andersen for 12 år siden opdagede en enkelt plante, som med de stærkt fligede blade klart adskilte sig fra de øvrige.

Planten blev taget fra og plantet for sig selv for bedre at kunne bedømme løv, bark, farver, vækstform og -hastighed. Samtidig skulle det undersøges, om den nye ahorn i det hele taget kunne formeres.

Det kunne den heldigvis, så nu kan den købes i planteskoler landet over.

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.