
De fire værste snegle i haverne
Langtfra alle snegle er skadedyr, som det er ønskværdigt at bekæmpe. Langt de fleste gør nytte ved at omsætte dødt organisk materiale til næringsstoffer og humus, som kommer planterne til gode. Desuden er sneglene føde for mange dyr, for eksempel fugle, tudser og pindsvin.
Men fire snegle kan sætte de fleste haveejeres tålmodighed på prøve, når de slimer rundt på køkkenhavens grøntsager eller æder af vores prydplanter:
1) Dræbersnegl / Iberiske skovsnegl
Iberiske skovsnegl, Arion vulgaris (syn. Arion lusitanicus), eller dræbersneglen som den også kaldes, er vist de fleste haveejernes værste fjende. Det er en nøgen snegl (uden hus). Den bliver op til 15 cm lang, er grådig og næsten altædende og kan optræde i enorme mængder, når den først har indtaget en have. Læs mere
2) Plettet voldsnegl
Plettet voldsnegl, Cornu aspersum, har et hus, som bliver 20-35 mm højt og 25-40 mm bredt på voksne eksemplarer. Huset har som regel karakteristiske brede gulbrune og mørkebrune striber og gule markeringer i form af smalle, uensartede striber på tværs af de brede striber. Læs mere
3) Agersnegl
Agersnegl, Deroceras agreste, og den beslægtede net-agersnegl, Deroceras reticulatum, er begge nøgne snegle, der varierer i farve fra lysebrune til mørkegrå. De er almindelige i køkkenhaven, og angriber både små og større planter. På fugtige somre kan høsten af bl.a. jordbær, salat, bønner og squash blive totalt ødelagt. De voksne snegle er blot 3-4 cm lange, men deres forslugenhed er stor.
4) Nøgen havesnegl
Nøgen havesnegl, Arion hortensis, minder om agersneglene, men er som regel mørk eller næsten sort. Den kan også genere i villaområdernes køkkenhaver. Nøgen havesnegl lever stort set som agersneglene.