Gå til hovedindhold
Skvalderkål, agerpadderok og gærdesnerle.
Skvalderkål, agerpadderok og gærdesnerle. Foto: GAP/Martin Stafler & Gary Smith, Flickr.
Artikel for alle

De tre værste ukrudtsplager

Her får du vores tips til. hvordan du bekæmper havens værste ukrudt: Skvalderkål, padderok og snerle.
Gusta Clasen - 
26. marts 2013

Der findes mange besværlige ukrudtsplanter, som giver haveejere grå hår og ømme rygmuskler, men tre arter er særligt irriterende at få ind ad havelågen, nemlig skvalderkål, agerpadderok og gærdesnerle.

Skvalderkål - den mest omtalte ukrudtsplante i de danske haver. - Fotograf: Flickr.

Den mest berygtede

Skvalderkål, Aegopodium podagraria, er nok den mest berømte og berygtede ukrudtsplante i haverne, og ikke uden grund. Den breder sig hurtigt med udløbere og kan på kort tid komme langt omkring. 

Det er hårdt arbejde at luge skvalderkål væk, men det kan lade sig gøre, da rødderne ikke går specielt dybt ned i jorden. Brug havegreben til at løsne jorden og fingrene til at fiske hver en stump af de hvidlige rødder op af jorden. 

En anden mulighed er at dække problemområdet med kraftig plastik eller ukrudtsdug i mindst en sæson, så planterne sultes ihjel, fordi de ikke får lys. Under hække og i buskadser, hvor det er svært at få alle rødder med op, kan du forsøge at stresse planten ihjel ved at fjerne alle de overjordiske dele med få ugers mellemrum gennem flere år.

Agerpadderok er en ukrudtsplante med flere hundrede millioner år på bagen. - Fotograf: Gap photos/Martin Staffler

Ukrudt fra urtiden

Agerpadderok, Equisetum arvense, har eksisteret i over 300 millioner år, og det vidner både om robusthed og en imponerende tilpasningsevne. Beundringsværdige egenskaber, men også netop dem, som gør planten yderst besværlig i haven. 

Agerpadderok har et vidt forgrenet rodnet, som går flere meter ned i jorden. Da rødderne samtidig er meget porøse og nemt knækker, er de næsten umulige at grave op. I stedet kan du dække området med plastik eller ukrudtsdug eller udsulte planten ved konstant at fjerne al overjordisk vækst. Med begge metoder kan det tage 3-4 år at komme planten til livs. Sprøjtemidler er ikke effektive mod padderok.

Gærdesnerlen er en smuk plante, men ikke desto mindre er det ukrudt. - Fotograf: Gap photos/Gary Smith

Smuk men grusom

Gærdesnerle, Calystegia sepium, er ganske smuk med sine hvide, trompetformede blomster. Planten er flerårig med lange slyngende stængler, som når højt til vejrs i buske og hække eller rundt i bedene. Rødderne går op til fem meter ned i jorden, og det er praktisk talt umulige at luge planten væk. Forsøg har vist, at det mest effektive er, at sulte planten ihjel ved at blive ved med at fjerne de overjordiske dele, når stænglerne er mellem 40 og 60 cm lange. Behandlingen må gentages gang på gang gennem flere år, før planten dør. Agersnerle, Convolvulus arvensis, kan bekæmpes på samme måde.

Det mener Haveselskabet

I Haveselskabet mener vi, at haveejere bør undgå at bruge sprøjtemidler i haven. Men vi ved godt, at der er situationer, hvor man er på desperationens rand. Før du når dertil, er du meget velkommen til at kontakte Haveselskabets rådgivning og få et godt råd. Rådgivningen er kun for medlemmer af Haveselskabet. 

Annonce

HAVEN i august

Få inspiration til sensommeren i din have. Sådan får du succes med høstfloks, stort tema om bær, bliv vild med de vilde stauder, læs om to skønne danske sensommerhaver og meget mere.