Gå til hovedindhold
Fra den nemme regnhave
Foto: Flickr
Artikel - Inspiration

Den nemme regnhave

Kriteriet for at Heidi skulle kaste sig ud i et regnhaveprojekt, lød på, at den færdige have stort set kunne passe sig selv. En kreativ løsning med et bålsted midt i regnbedet har skabt en have, hvor tiden kan bruges til hygge frem for havearbejde.
Dan Gabriel Jensen - 
28. maj 2014

Overkommelig i tid

I bund og grund ville Heidi gerne slutte sig til flokken af beboere i kvarteret, der omlagde deres haver, så regnvandet blev ledt ud til haveplanterne i stedet for kloakken. Men krævende regnbede som skal luges, med stauder, der skal klippes ned og deles hvert år. Nej tak!

Med job, gøremål og interesser er tiden i haven knap, og når Heidi og datteren Augusta bruger deres fritid derude, vil de hellere hoppe i trampolin, slå vejrmøller eller hygge sig på terrassen end at grave og plante om.

”Ingen kan egentlig se, at det er en regnhave, men det har gjort min have smukkere og mere indbydende. Jeg er meget glad for løsningen”, lyder det fra Heidi. Haveejeren holder af de ekstra kvadratmeter terrasse, hun fik anlagt af genbrugsfliser fra naboerne, i forbindelse med regnhaveprojektet.

Og ikke mindst den nye brede trappe ned til terrassen, som en flink nabo byggede til hende. Toppet med en hynde har trappetrinene næsten udkonkurreret havemøblerne som havens bedste siddeplads, når der er kaffe på kanden og venner eller familie på besøg. 

Giver naboer hjælpende hånd

Heidis regnbed dræner så effektiv, at der også er plads til regnvandet fra naboerne til begge sider. Husenes placering gjorde en effektiv regnvandsløsning inden for grundene kompliceret. En simpel og billig konstruktion blev i stedet to render, som løber over skellet ud i hullet ved bålstedet.

Flisegenbrug, trappebyggeri og regnhaver hen over – eller rettere sagt under – hækken har alt i alt styrket naboskabet mellem beboerne på Egevej. Selv når det kommer til Heidi og Augustas nye bålsted, kan naboerne måske være den hjælpende hånd, der får ilden til at blusse og gryderne med bålmad til at buldre.

Oversigt

Vandets vej

Regnvand fra tag og indkørsel ledes sikkert væk fra husets fundament i et rør under terrassen. En blød og næsten usynlig græsrende tager regnvandet videre over græsplænen til en skålformet forsænkning i græsset.

Forsænkningen er dimensioneret, så den også kan modtage regnvand fra naboerne. Regnvandet siver hurtigt ned, og i tørvejr kan forsænkningen bruges som bålplads. [Foto af bålsted/forsænkning]. Forsænkningen har indbygget et overløb, hvorfra overskudsvandet fra skybrud kan komme videre til åen.

Overskudsvandet kan også ledes via vej til offentlige arealer. Hvis du ikke må lede til å eller vej, så kan regnhaver dimensioneres til at rumme selv store skybrud – som vist her http://haveselskabet.dk/artikel/den-spiselige-regnhave.

E

Planter

I den nemme regnhave holdes beplantningen enkel, så der ikke skal bruges særlig meget tid på vedligeholdelse. Havens gamle frugttræer er bevaret, og derudover er der plantet solbærbuske på kanten af forsænkningen. Plantevalget afspejler haveejerens ønske om, at haven skal være nem at holde og samtidig pæn at kigge på.

Hvis man ønsker en meget nem regnhave med et naturligt udtryk, kan man med fordel lade beplantningen bestå af forskellige prydbuske og mindre træer, som i det store hele kan passe sig selv.   

Årets gang

Med en beplantning primært bestående af buske kan man opnå den samme årstidsvariation, som man har i et staudebed. Buske som almindelig hyld, surbær, almindelig benved og bærmispel blomstrer alle sidst på foråret og først på sommeren.

Senere får de dekorative frugter, og flere af dem får også smukke høstfarver. Rød kornel kan med sine røde grene lyse op i haven om vinteren. 

Pleje

Vedligeholdelsen består i, at man med 3-4 års mellemrum beskærer buskene, så de løbende forynges. Græsrenden er bred og blød, så den nemt kan slås med plæneklipperen. 

E

Anlæg og økonomi

Forsænkningen (bålpladsen) er på knap 5 m2 og 0,5 m dybt med skrå kanter (1,4 m3) og håndterer 95 % af den årlige nedbør fra et samlet tag- og overfladeareal på 218 m2. De restende fem procent falder som skybrud og ledes ved forsænkningens overløb til vandløbet Postens Rende. 

Entreprenøren har stået for afpropning ved den offentlige kloak (lovpligtigt), rørføring under terrasse og udgravning jordbearbejdning samt etablering af bålplads. Desuden har entreprenøren udført stenrenden fra naboen.

Den offentlige kloak modtager ikke længere regnvand fra ejendommen, og forsyningsselskabet har givet haveejeren 40% af tilslutningsbidraget retur, svarende til ca. kr. 23.000.

Haveejeren betalte knap kr. 3.000 til nye planter og småting og har selv tippet tagrender, så faldet går mod haven og sat solbærbuske.

Uden gør-det-selv arbejdet vil en tilsvarende regnhave koster ejeren kr. 9.300 når tilslutningsbidraget er trukket fra.

Middelfart Kommune har brugt kr. 1.000 på etablering af offentlige græsrende og buskrydning ved åen.

Mød havens ejere

I haven bor Heidi og Augusta. De har begge gang i en masse ting og jobbet ligger lidt væk. Så det er ikke havearbejde tiden bliver brugt på. Til gengæld kan de lide at sidde på terrassen og mens Augusta hopper i trampolin sidder Heidi i sin liggestol og nyder solen.

Læs mere om de andre regnhaver i Middefart her: http://haveselskabet.dk/artikel/syv-regnhaver-i-middelfart

 

 

 

 

Godt tilbud - kun i september

Få 10 numre af magasinet HAVEN og flere skønne gaver til en samlet værdi af 993 kr. Din pris: 595 kr.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds