Gå til hovedindhold
Æbler
Foto: Magnus Gammelgaard Nielsen.
Artikel for alle

Derfor falder æblerne af træet

Nogle år falder der flere æbler af end andre år, men hvorfor smider træet sine frugter?
Jesper Carl Corfitzen - 
19. juli 2013

Nogle år er blomstringen hos æbletræerne større end normalt fx fordi foråret kommer sent og bevirker, at æblerne blomstrer senere end normalt, og derfor ikke bliver så skadet af forårsfrost, som man ellers ofte ser det. Resultat er, at der kommer alt for mange frugter på træerne. 

De stærkeste æbler overlever

Heldigvis for os bevirker træernes hormonbalance, at de selv skiller sig af med en del af de overskyende frugter, så træet ikke knækker sammen under vægten af frugt. 

Træernes frugter havner i en skarp indbyrdes konkurrence, hvor de stærkeste overlever, og resten ender på jorden. De stærkeste æbler tiltrækker den største mængde af energi og vækststoffer til æblet. 

Fysiologiske faktorer som vandmangel og blæst kan også have en indflydelse på frugtfaldet, og med den tørke vi oplever for tiden landet over, kan vi nok forvente lidt ekstra drys den kommende tid. 

Selvom frugtfaldet først ses om sommeren, så begynder fravælgelsen af frugter allerede i blomstringstiden.

Junifald

Frugttræets naturlige reguleringsmekanisme finder sted flere gange i vækstperioden. Dels under og lige efter blomstringen og dels hen på sommeren. Det sidste kaldes for junifald.

Voldsomt ser det ud, men det er nødvendigt! Få store veludviklede æbler er bedre end små gnallinger. 

Giv træet en hjælpende hånd

Har træet ikke selv skilt sig af med overskyende frugter, er det på høje tid at hjælpe til her i juni/juli. Fjern frugter, så der er en håndbredde imellem de tilbageværende på træet. Tag først de frugter, der er deforme eller beskadiget af insekter eller svampesygdomme. 

Ved at beskære kan du samtidigt gøre dit til, at de tilbageblevne frugter opnår den bedste farve og smag ved at sikre, at der kommer rigeligt med sollys og luft til frugterne. 

Frugtfald  indtræffer ikke nødvendigvis i alle typer frugttræer det samme år, da det reguleres allerede tilbage i blomstringsperioden. Der er altså ingen grund til bekymring, da næste års frugtsætning kan se helt anderledes ud

Pærer, kirsebær og blommer regulerer også deres frugtmængde på samme vis som æbler, og i år er der en tendens til, at kirsebær visse steder i landet også har et sent frugtfald.

 
Annonce

Giv HAVEN som julegave

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.