Gå til hovedindhold
Salatamarant
Salatamarant. Foto: Anders Bech
Artikel for alle

Dyrk amarant som grøntsag

Amarantens blade kan bruges i salater og er fulde af A- og C-vitamin, kalk, jern og protein.
Anders Bech - 
27. maj 2010

Mange kalder den rævehale, andre amarant. Det botaniske navn er Amaranthus, og den findes i flere arter og sorter. I Danmark bruges den mest som prydplante med dens dekorative, røde stængler, blade og blomster. Men i flere varmere lande dyrkes den som korn, fordi frøene er meget rige på protein, de er glutenfri og desuden er fyldt med vitaminer og mineraler.

Nu dyrker vi normalt ikke korn i haverne, men amarant kan også fint dyrkes som grøntsag, fordi de spæde blade smager godt og er meget sunde. Bladene er fulde af A- og C-vitamin, kalk, jern og protein.

Kræver varme

Salatamarant, fx sorten Amaranthus tricolor 'Garnet red', sås i maj måned, når jorden er lun. Den kræver varme ligesom bønner og squash. Til gengæld behøver den ikke meget gødning, men vil gerne have lidt kalk i jorden.

Bladene høstes, når planterne er 10 til 15 cm høje og bruges som ’baby leaves’ i salater. De røde blade pynter i en blandet salat, og de kan også bruges som pynt på smørebrød eller som fyld i supper og sammenkogte retter.

I østen bruges de spæde blade også som spinat, og planten kaldes da også kinesisk spinat.

Høst frøene

Når planterne bliver mere end 20-25 cm høje, får bladene en skarp smag. Alligevel kan du lade amaranten stå, og udtynde planterne til ca. 15 cm’s afstand. På den måde kan de pryde køkkenhaven resten af sæsonen med attraktive blomsterstande og stærkt røde blade og stængler.

Du kan også prøve at høste de næringrige frø, selv om det kan være svært at adskille frø med avner/fnuller. Måske har du en si, hvor netstørrelsen lader frøene komme igennem, mens alt andet bliver holdt tilbage. Er du ikke tilfreds med kvaliteten, skal du ikke smide det hele væk. Gem frøene med avner/fnuller, og så dem næste år i køkkenhaven

Annonce

Bliv medlem og få rabat på din billet til Cph Garden

Prisen er 125 kr. pr. dag for medlemmer af Haveselskabet. Du sparer 75 kr, - og du kan købe op til 4 billetter til medlemspris.