Gå til hovedindhold
Bladbeder. Foto: Karna Maj.
Bladbeder. Foto: Karna Maj.
Artikel - Sådan gør du

Sådan dyrker du bladbeder  

Bladbeder er lette at dyrke, og de giver fest og farve til køkkenhavens bede med deres farverige bladstilke.
Karna Maj - 
tor. 6. apr. kl 14:09

Bladbede, Beta vulgaris var. cicla, er ligesom rødbeder medlem af bedeslægten, som hører til amarantfamilien. Bladbeden har været dyrket i 4.000-5.000 år i Middelhavsområdet.

Bladbeden er en toårig plante, der danner store blade på bladstilke det første år, og næste forår sender den en halvanden meter høj blomsterstængel op, blomstrer og sætter frø.

Bladbeder kan bruges dekorativt i både køkkenhave og prydhave. Foto: Karna Maj.

Bladbede i salat og som spinat

Det en rigtig god ide at dyrke bladebeder i haven, da holdbarheden er kort. Her kan du høste friske saftspændte blade og stilke umiddelbart inden brug. 

Unge blade kan du anvende som spinat, og de kan også bruges som en del af en salat. Lækrest til salat er små babyleaves. Ældre blade bør tilberedes, da det mildner smagen. Stilkene kan bruges i mange retter.

Bladbeder i mange farver

Når du vælger, hvilke sorter du vil dyrke, skal du overveje, om du udelukkende vil dyrke for bladenes skyld, eller du også gerne vil have brede stængler. Vælg også efter farve på blade og stængler.

Sølvbede

Sølvbede har meget brede, hvide stilke. Den er letdyrkelig. Nogle gode sorter er: 

  • ’White Silver/Zilver‘
  • ’Akta‘
  • ’Fordhook Giant‘
  • ’Costa Bianca‘
  • ’Lyon‘

Bed med bladbeder i Urtegården ved Egeskov Slot sidst i juli. Fra venstre: ’White Silver‘, ’Bright Yellow‘, ’Rhubarb Chard‘. Foto: Karna Maj.

Farverige bladbeder

Bladbeder fås også med gule, orange, røde og pink stængler. Nogle gode sorter er: 

  • 'Bright Yellow'
  • ’Pink Lipstick‘
  • ’Rhubarb Chard‘
  • ’Oriole Orange‘
  • ’Canarie Chard‘
  • ’Pink Passion‘
  • ’Flamingo Pink‘

Man kan også købe poser med blandede, farverige sorter, f.eks. Bright Light, Five Colour Mix, og Rainbow Mix. 

Gode sorter til babyleaves: 

  • ’Lucellus‘ (gulgrønne blade)
  • ’Fantasy‘ (røde stilke)

Spinatbede ’Pepetual Spinach‘ i november med flotte grønne blade. Foto: Karna Maj.

Spinatbede

Spinatbede kaldet også evighedspinat. Den dyrkes og smager næsten som bladbeder, men har smalle stilke.

Den kan overvintre og sætte nye blade allerede i februar/marts. Kan sås fra sidst i april. 

Gode sorter: 

  • ’Perpetual Spinach‘
  • ’Erbette‘
  • ’Verde da Taglio‘

Hvornår kan man så bladbede?

Bladbeder kan spire fra 8 grader, men den optimale spiretemperatur er 16-28 grader. Det er bedst at vente med at så til midt i maj. Hvis bladbeder sås for tidligt, så de unge planter udsættes for meget kulde, er der nemlig risiko for, at planterne går i stok - det vil sige blomstrer allerede midt på sommeren i stedet for at danne lækre nye blade.

Frosten ødelægger de største blade, men de mindste overlever ofte vinteren. Foto: Karna Maj.

Bladbeder, der sås i maj, kan give blade, som kan bruges som erstatning for spinat midt på sommeren, hvor spinat ikke kan dyrkes, da den meget hurtigt går i blomst.

Det kræver dog, at rækken med bladbeder ikke mangler vand, da vandmangel giver en dårlig bladkvalitet. Bladbeder kan også godt gå i stok i utide på grund af stress i varme og tørre perioder - eller ved alt for tæt planteafstand. Især den smukke røde sort ’Rhubarb Chard‘ har en tendens til stokløbning. Spinatbede går normalt ikke i stok det første år.

Bladbeder om vinteren

Bladbeder kan også sås midt på sommeren til efterårshøst. I milde vintre kan bladbeder desuden overvintre og give nye blade i det tidlige forår. Bladbeder sået omkring 1. juli overvintrer sikrest.

Hvis man overdækker en række inden vinter, kan man i milde vintre hente friske blade hele vinteren.

Jord, vand og gødning

Bladbeder elsker god jord, gødning og vand. De kan dyrkes på alle slags jorde, men de bliver størst i en god muldjord. De trives både i sol og halvskygge.

Dyrk ikke bladbeder, rødbeder og spinat oftere end hvert 4. år på samme jordstykke. 

Bladbeder har brug for 155-180 g kvælstof pr. 10m2, største mængde på sandjord. Du kan bruge kompost, godt omsat husdyrgødning eller købte gødninger. Gødning tilføres, når planterne har fået 3-4 blade. Gød evt. af flere omgange, da det tit er svært at vide, hvor kraftigvirkende kompost og husdyrgødning er.

To frodige bladbeder af sorten ’Bright Yellow‘. Foto: Karna Maj.

Sådan sår du på friland

Bladbedefrø er ligesom rødbedefrø små frønøgler, hvorfra der kan spire flere planter frem. De lidt store frø er lette at så. 

Rækkeafstanden skal være 35-50 cm, størst hvis der sås i maj, så planterne når at blive meget store. Hvis du vil dyrke bladbeder til babyleaves, kan du så med helt ned til 10 cm rækkeafstand og med 2-3 cm afstand mellem frøene.

Frøene skal sås i 1,5-2 cm dybe riller. Jorden skal være godt fugtig, når der sås. Vand rillerne godt, og lad dem trække mindst en time inden såning. 

Så frøene med 5 cm mellemrum. Dæk rillen halvt med fugtig jord, og tryk jorden let til over frøene, så de får god kontakt med den fugtige jord. Dæk resten af rillen med fugtig, men løs jord, som kan forhindre, at vandet fordamper fra den nederste del af rillen. 

Til venstre er der spiret to planter frem fra samme frønøgle. Den mindste skal luges væk og kan bruges i salatskålen. Foto: Karna Maj.

Frøene spirer i løbet 8-15 dage. Er det en tør og varm periode uden nedbør, kan det være nødvendigt at vande, når der er gået 5-6 dage.

Når planterne har 3-4 blade, tynder du til 10 cm. Planterne i rækken skal senere tyndes til 20-25 cm.

Forkultivering af bladbeder

Det er let at så bladbeder direkte på voksestedet, men hvis man vil dyrke bladbeder som 2. afgrøde efter f.eks. tidlige kartofler, ærter eller salat, kan det være en fordel at forkultivere planter, så de er klar til at plante ud, så snart der bliver ledig jord. 

Lille plante med fint rodsystem forkultiveret i pluggbox. Foto: Karna Maj.

Man kan så bladbeder i f.eks. en pluggbox. De små planter herfra kan udplantes direkte i en periode med lidt køligt eller overskyet vejr, men de skal passes med vand i de første uger efter udplantning. Ellers kan de små planter pottes op i 6-8 cm potter og udplantes nogle uger senere. 

Eller man kan fra start så i potter eller rootrainer og få planter med et stort rodsystem. Et godt og stort rodsystem gør det lettere at få succes med at plante ud midt på sommeren.

Hvis man forkultiverer ved en temperatur over 12°, kan man så sidst i april og udplante midt i maj uden risiko for, at planten går i stok på grund af lave temperaturer.

Høst af bladbeder

Babyleaves kan du høste allerede 25 dage efter såning. Skær planten ned til et par cm over vækstpunktet, så vil nye blade skyde op. 

Store bladbeder med bladstilke kan høstes ca. 50 dage efter såning. Høst bladene udefra ved at brække dem af ved basis. Planten fortsætter med at danne nye blade indefra. 

Her har været rådyr på besøg i rækken med sølvbeder. Foto: Karna Maj.

Høst af frø

Det er let at høste egne frø, men det er vigtigt kun at tage frø fra toårige planter, så man ikke opformerer fra planter, der er gået i stok i utide. Sorterne krydser meget let. Bladbeder selvsår, og frøene kan spire i flere år.

Skadedyr og sygdomme

Skadedyr og sygdomme er normalt ikke et stort problem, men rådyr har bladbeder øverst på menukortet. Snegle kan også være et problem i fremspirende rækker og rækker med småplanter.

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds