Gå til hovedindhold
Jordbær
Artikel for alle

Sådan dyrker du jordbær i haven

Jordbær er nemme at dyrke, men de skal passes med vand, renholdelse og gødning på rette tid og sted.
Laila Sølager - 
01. april 2009

Jordbær er nemme at dyrke, men de skal passes med vand, renholdelse og gødning på rette tid og sted.

De skal gødes i sensommeren, når bærrene er høstet. Gøder du om foråret, vil planterne bare bruge gødningen til at sætte en masse store blade. Så kommer bærrene til at ligge i skygge, og luften bliver ikke skiftet ud omkring dem. Det betyder rådne bær og svampesygdomme.

Der er adskillige sorter at vælge mellem, så du kan få jordbær, der modner på forskellige tidspunkter af sommeren.

Sådan gør du:

  • Plant jordbærplanterne i rækker med 60 cm’s afstand og 40 cm mellem planterne, gerne mere.
  • Pas på ikke at dynge for meget jord op i midten af planten. Der sidder hjerteskuddet, hvor alle nye blade skal komme fra, og det tåler ikke at blive dækket med jord.
  • Giv lidt kompost i jorden ved plantningen men ingen rigtig gødning.
  • I løbet af  foråret kultiverer du mellem jordbærplanterne og sørger for rigeligt vand, hvis det bliver tørt.
  • Du kan med fordel dække jorden mellem planterne med halm eller løv allerede, mens planterne er i blomst. Det hæmmer fordampningen fra jorden og nedsætter vandingsbehovet. Halmen skygger også for ukrudtsfrøene, så de ikke spirer.
  • Det er meget vigtigt, at jordbær ikke mangler vand i perioden mellem blomstring og høst. Der skal bruges masser af vand for at få de små bær til at svulme og blive saftige. Det er ikke godt at vande på bærrene til sidst i modningsprocessen, fordi vandet fremmer udviklingen af gråskimmel, der får bærrene til at rådne.

Fotograf: Istockphoto

Børn af de gamle planter

Når planterne er blevet 3-4 år gamle, kan du tage stiklinger. Det gør du sidst på sommeren. Det er nemlig en forudsætning, at de gamle planter bliver erstattet af nye, hvis du vil fortsætte med at høste mange og store bær.

De nye tages fra som småplanter, der har sat rod fra de lange udløbere, som er så karakteristiske for jordbærplanter. Småplanterne graves op, så snart de gamle planter er færdige med at give bær. Får du de nye planter i jorden inden 1. august får de en god lang eftersommer at danne rødder i. Det kan både ses og mærkes på udbyttet det følgende år. 

Samtidig kan du klippe alle de grønne blade af de gamle planter. Nedklipningen er ikke nødvendig, men en nem måde at komme til at gøre rent mellem planterne. Det mest irriterende i jordbærbedet er skvalderkål og senegræs. Top og rødder af dem skal fjernes straks eller senest ved hovedrengøringen i sensommeren.

Efter nedklipningen skyder jordbærplanterne nye blade og rækken af planter bliver lidt mere åben, så der ikke er så gode vækstmuligheder for gråskimmel.

Et lag halm under jordbærene, kan forhindrer, at de bliver stænket til med jord, når det regner, eller du vander. - Fotograf: Flickr

Gødning giver sunde planter

Jordbærplanter – både nye og gamle – gødes med en organisk gødning og gives kompost. Planterne arbejder sig op af jorden år for år. Derfor sætter de ekstra meget pris på et lag kompost, der beskytter rødderne mod udtørring.

Vil du have tidlige jordbær, kan du grave nogle planter op nu og sætte dem i krukker, kasser eller potter i drivhuset. Husk vand og åbne vinduer, når de begynder at blomstre, så der kan komme bier ind og bestøve blomsterne. Med mindre du selv vil agere bi med en lille pensel, der flyver fra blomst til blomst og bestøver med det gule blomsterpollen.

 

Bliv medlem og få rabat på din billet til Cph Garden

Prisen er 125 kr. pr. dag for medlemmer af Haveselskabet. Du sparer 75 kr, - og du kan købe op til 4 billetter til medlemspris.