Gå til hovedindhold
Sten Himmer og Signe Moos Andersen fra juryen i en af showhaverne. Foto: Martin Sølyst.
Sten Himmer og Signe Moos Andersen fra juryen i en af showhaverne. Foto: Martin Sølyst
Artikel - Cph Garden 2017

”En have man bare har lyst til at blive hængende i ”

Interview med Signe Moos Andersen, landskabsarkitekt og medlem af fagjuryen ved Cph Garden 2017.
Af Anne Randby Toft - 
22. juni 2017

Det var en enig fagjury, der gav guldet til haven ”Dream a little dream” på Cph Garden 2017. 

Kan man kalde en have for en lille drøm og få det til udtryk – det kan man godt, hvis man spørger Signe Moss, der er landskabsarkitekt MDL og medlem af den fagjury, der onsdag kårede guld, sølv og bronzevinderne blandt Cph Garden Showhaver.

”Nu kan det med drømmen fungere på mange planer i denne have. Men det jeg synes, der er drømmen, her, er, at det er en have, der kan fungere på alle årstider. Den kan fungere, når der er sne, når der er rim, solskin og tåge. I al slags vejr og på den måde vil der være noget at opleve hver eneste dag”, forklarer Signe Moos, der til daglig er partner i Moos + Loft landskabsarkitekter.

Vinderen blev den dansk-engelske havedesigner Nete Højlund og hendes team, og der er mange rosende ord fra juryen. I juryens begrundelse lægger de bl.a. vægt på, at det er en stilsikker have, der er præget af ro, og en have som er smuk året rundt. I vurderingen lægger juryen også vægt på den forsænkede siddeplads, der giver ro og lyst til at blive hængende hele dagen.

”Det er i forhold til det arkitektoniske, det indretningsmæssige og i forhold til plantevalget en sikker have. Det er meget tydeligt, at teamet har haft styr på at bruge de forskellige elementer og planter som byggesten. Her er der virkelig arbejdet med gulv, vægge og loft. Der er både himlen som loft, men også denne naturlige parasol, siger Signe Moos og peger op i kronen af et fyrretræ, som udgør et grønt himmeltæppe. Træet er tænkt som en parasol og giver en naturlig skygge i det lille forsænkede område, hvor lave møbler med tykke puder skaber hyggen.

En have, man kan lære af

”Det er på mange måder en klassisk have, men det er også det, der gør den stærk. Hun (red. Nete Højlund) er ikke forfaldet til at lade sig rive med af en fiks idé eller en trend. Denne have kunne også stå om 60 år – det må dette her også gerne demonstrere”, slår Signe Moos fast og gør klart, at haven også har noget særligt til de gæster, der kommer forbi.

”Hvis man er her som gæst og gerne vil hente noget inspiration til sin egen have, så er der rigtig meget at lære i denne have, for der er styr på tingene og et meget tydeligt hierarki og små fine detaljer, siger Signe Moos og fortæller, at den lille forsænkede siddeplads og den naturlige parasol får en til at føle, at her er bare rart at være. 
”Man får simpelthen lyst til at blive hængende”

Højt niveau

Juryen brugte åbningsdagen på at bedømme de otte haver inden kåringen onsdag eftermiddag, og der har været rig mulighed for at gå haverne efter i sømmene.

”Generelt har vi lagt vægt på, at det der er udført også er det, der er beskrevet. At de er tro mod idéen – og det er lykkedes. Samtidig lægger vi vægt på, at elementerne spiller sammen eller der noget, der stikker af eller har sit eget liv. Hvordan er plantevalget – kan det realiseres i virkeligheden og er overbevisende”

Ifølge Signe Moos har det kreative niveau blandt de otte dystende haver dog været ”utroligt højt”. ”Man kan se, at der er lagt hjerteblod i haverne”, siger hun og forklarer, at juryen trods det har været meget enige om, hvordan priserne skulle fordeles.”Det høje niveau er vigtigt, for det er det, der gør, at vi også sidder her om tyve år”.

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds