Gå til hovedindhold
Lugning med tidseljern.
Foto: Laila Sølager
Artikel - Havetips

Er haven fuld af ukrudt?

Her i efteråret, hvor vejret stadig kan være både lunt og fugtigt, og ukrudtet derfor gror lystigt, kan haven have brug for en hovedrengøring.
Laila Sølager - 
03. september 2008

I køkkenhaven, hvor interessen måske kun holdt frem til sommerferien, står havemælderne højt. Og i prydbedene er pladsen måske blevet trang i blandingen af ukrudt og kulturplanter.

Selvom man bilder sig ind at det kan være lige meget – om lidt kommer vinteren jo og lægger det hele øde – så er det ikke helt sandt. Det kan altid betale sig at rydde ukrudtsplanter væk. Du undgår at de smider frø eller breder sig endnu mere under jorden – og bliver endnu mere besværlige at fjerne.

Klæd dig på i gummistøvler og tag et par solide arbejdshandsker på. Hænderne er det bedste redskab i første omgang, når et bed skal gøres rent. Ryk alt det høje ukrudt op – brug evt. et tidseljern til at skære rødderne over, hvis planten sidder godt fast. Nu er det resterende ukrudt nede i en højde som er overskuelig.

Grav det hele igennem med en havegreb idet alle rødder sigtes fra mellem grebens tænder. Er ukrudtet blot hønsetarm og almindeligt græs uden udløbere, kan du grave med en spade, så hver skive af jord bliver vendt på hovedet og der ligger sort jord tilbage. Det er en effektiv måde at få ren jord på.

Brombær

Pas på med fræseren

Hvis det er større arealer, der er gået i jungletilstand, er en fræser et godt redskab. Vær dog forsigtig med at bruge en fræser på jord, der er inficeret af brombær, snerler, skvalderkål og kvikgræs.

De har alle udløbere fra rødderne, og blot en lille stump af dem bliver nemt til mange hundrede planter, når fræserens knive findeler rødderne. Hvert lille stykke rod er i stand til at blive til en ny plante. Her er det bedre at harve, kultivere eller grave med en havegreb, så alle rødderne kommer med op over jorden.

Saml alle ukrudtsrødder og overjordiske dele sammen med riven og smid dem på komposten.

Red stauderne

Står der allerede planter i det overgroede område, skal du selvfølgelig passe på deres rødder – så der ikke bliver skåret eller hakket i dem. Hvis det er skvalderkål og kvikgræs kan de være krøbet ind mellem kulturplanternes rødder. Så er det et større projekt at få planterne renset: Grav planten op, og lirk roden så meget fra hinanden, at du kan spotte ukrudtsrødderne. Fisk dem ud – allesammen!

Bagefter sætter du planten i jorden igen – evt. i et andet bed, hvor der er helt ukrudtsfri. Her kan planten vokse, indtil du er helt sikker på at have fået has på ukrudtet på det gamle voksested.

Godt tilbud - kun i september

Få 10 numre af magasinet HAVEN og flere skønne gaver til en samlet værdi af 993 kr. Din pris: 595 kr.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds