Gå til hovedindhold
Foto iBulb/Løgdriverklubben
Foto iBulb/Løgdriverklubben
Artikel - Inspiration

Fire nemme ideer til påskens dekorationer

Få inspiration til at skabe farverige påskedekorationer med blomsterløg.
08. februar 2018

Her får du 4 gode ideer fra Løgdriverklubben Danmark, som er en brancheforening for de danske tulipan- og løgblomstgartnerier.

Du kan få endnu mere inspiration, hvis du deltager i et af de påskearrangementer, som Haveselskabet inviterer til flere steder i landet. Find dem her: Påskearrangementer i Haveselskabet

1) Perlehyacinter med grønt drys

Tag et dybt fad og anbring små potter med blå perlehyacinter sammen med et grønt bunddække. 

Du kan fx vælge husfred. Eller prøv med karse, så du har et grønne drys til frokostbordet lige ved hånden! 

Tag gerne planterne ud af potterne og fyld evt. lidt ekstra jord ind imellem. Hvis du bruger en kurv, kan du fore den indvendigt med plastik. 

Læg til sidst pyntelige æg ovenpå, imellem blomsterne. 

Perlehyacinter i fad. Foto iBulb/Løgdriverklubben

2) En pose påskeliljer

Vælg små gule tete-a-tete påskeliljer og skjul potterne i hvide papirsposer, som kan købes i mange gave- og hobbybutikker. Eller vælg evt. en anden slags urtepotteskjuler. 

Stil poserne samlet på et fint fad og læg farvede æg imellem. 

Påskeliljer på bakke. Foto iBulb/Løgdriverklubben.

3) En kurv med æg og tulipaner 

Du skal bruge potter med kortstilkede tulipaner. 

Tag løgene ud af potterne og anbring dem tæt sammen i en kurv, der er foret med plast. Fyld mellemrummene ud med mos og læg pustede vagtelæg ind imellem stilkene. 

Tulipaner i kurv. Foto iBulb/Løgdriverklubben

4) Tulipaner på glas

Denne påskebuketten består af hvide og gule tulipaner med magnoliagrene imellem.

Læg først gul dekorationsgrus i bunden af en glasvase og fyld vand halvt op i glasset. 

Stik derefter blomster og grene fast mellem stenene og put de pustede vagtelæg ned imellem stilkene. 

Tulipaner i glasvase. Foto iBulb/Løgdriverklubben

Hvorfor pynter vi med æg til påske? 

I naturen begynder hønsene at lægge æg, når foråret nærmer sig. I gamle dage var både æg og kyllinger derfor et symbol på den kommende sæsons frugtbarhed.

I den kristne påske står æggene også for genopstandelse. Tidligere var det skik at tage en kurvfuld æg med til kirken påskesøndag, hvor de blev velsignet af præsten for at sikre en god høst.

Ofte var æggene blevet dekoreret, så de var ekstra fine, og kurven pyntet med blomster og fjer. 

Det er denne tradition, vi viderefører, når vi i dag pynter op til påske med blomster, æg og kyllinger i kønne opstillinger og dekorationer. 

Tip: Få mest mulig glæde af de købte blomster

  • Vælg friske blomster i butikken og undgå bundter, der ser ’trætte’ eller slatne ud. Bladene skal være grønne og saftspændte, ikke gullige – og knopperne skal vise nogen farve, men bør ikke være fuldt udsprungne.
     
  • Stil afskårne blomster lyst, køligt og i kuldslået vand, lige når du kommer hjem. Lad dem stå der en times tid i indpakningspapiret. Skær et par cm af stænglerne – eller til den ønskede længde.
     
  • Stil blomsterne i en ren vase og kom ikke for meget vand i. Så risikerer du, at stænglerne rådner. Husk at efterfylde vasen og også gerne skifte vandet helt.
     
  • Blomster på løg behøver kun meget lidt vanding. For meget vand vil få dem til at blive lange og ranglede, og de klarer sig udmærket med fugtigheden i løget.
     
  • Stil ikke blomsterne i direkte sollys, og lad dem overnatte på et køligt sted.

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.