Gå til hovedindhold
Frank Kirkegaard Hansen
Foto: Frank Kirkegaard Hansen
Artikel - Havetips

Flyttetid for større planter

Vinterhalvåret er et udmærket tidspunkt til at flytte mindre træer og buske eller større stauder, der så samtidig kan deles.
Frank Kirkegaard Hansen - 
25. november 2009

Her viser vi opgravning og deling af en stor gammel staude, en fjerbusk, Aruncus dioicus.

Foto: Frank Kirkegaard Hansen

Grav ned omkring rodklumpen, og kap eventuelle lange rødder over med spaden. Det gælder om at få så mange rødder med som muligt, når en plante skal flyttes. Men en rodklump med en diameter på en halv meter er normalt maksimum for, hvad de fleste kan håndtere.

Er der tale om små træer og buske, kan det blive nødvendigt at kappe rødderne over med en økse eller en gammel sav.

Grav hele vejen rundt, og stik herefter spanden ind under klumpen, så de underliggende rødder også bliver frigjort.

Få klumpen let op af hullet

En rodklump kan godt veje omkring 100 kilo, så det er en god ide at være flere om at flytte den. Det er dog under alle omstændigheder en meget stor hjælp at få en presenning ned under klumpen

Alternativt kan du også benytte en talje, der monteres på en trefod. Med den kan selv en meget tung klump let hejses op. Herefter kan du fylde jord i hullet og lægge en presenning ud, som klumpen så kan sænkes ned på.

Også buske og træer, der sidder fast med rødder i jorden, kan trækkes op på denne måde. Når du får planten ned på en presenning, kan du let trække planten rundt på den.

Deling af rodklumpen

Nogle rodklumper er meget kompakte og svære at dele. Et hårdt hug med spaden kan dele de fleste stauder, men nogle gange må der ligefrem en økse til.

Det kan virke voldsomt, men stauderne tåler udmærket denne hårdhændede behandling.

Rodklumpen er ofte meget tæt foroven, så her kan det hjælpe at vende klumpen med rødderne opad. Så er det lettere at kile spaden ind i klumpen, og dermed brække den fra hinanden.

Du kan dele en stor rodklump i mange stykker, der alle kan blive til nye stauder. Blot skal der være en top med et stykke rod tilbage, som kan vokse videre.

Brug samtidig lejligheden til at fjerne eventuelle ukrudtsrødder, der kan være vokset ind i rodklumpen.

 

Giv HAVEN som julegave

Forkæl én, du holder af med magasinet HAVEN + et medlemskab af Haveselskabet. Giv 5 numre af HAVEN for 345 kr. eller 10 numre for 630 kr.