Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Forår i haven

Her får du vores tips til forårsopgaver, du kan kaste dig over, når det kribler.
Jesper Carl Corfitzen - 

Foråret er over os, og havesæsonen er så småt gået i gang. Det kribler for at komme i gang i haven med at så og plante. Men vejret og jorden er endnu alt for kold til det. Så det bedste havetips i marts er: Vær tålmodig.

Når det er sagt, er der dog en hel del opgaver, du roligt kan gå i gang med allerede nu.

Plant et træ

Træer, buske og hække kan du med stor fordel plante i marts på dage, hvor jorden ikke er sjask våd. 

Når du skal plante et træ i haven, så overvej grundigt, hvor det skal stå. Placér træet et strategisk godt sted, hvor det fx lukker for indkik fra en nabo, giver skygge et godt sted i haven, eller kan ses fra stuen. 

Træer kan blive store og er ikke nemme at flytte igen, når de først er plantet. Så vælg et træ, der passer i størrelsen til voksestedet – også når det er udvokset.

Der findes træer til enhver have, men det kan være svært at vælge. Et besøg i en botanisk have eller et arboret (træsamling) kan give god inspiration. Er du medlem af Haveselskabet, er du også velkommen til at kontakte Rådgivningen og få et godt råd.

Plant et træ

Skab forår på terrassen

Sukker du efter forår og farver, så kan du godt allerede nu gå i gang med at pynte op med blomster i krukker fx på terrassen eller altanen. Her tidligt på foråret, er det dog vigtigt at vælge planter, der er hårdføre og kan tåle kolde nætter med frostvejr og snebyger, som vi stadigt kan få.

Vælg fx narcisser, perlehyancinter, vibeæg og andre forårsløgplanter, og brug dem i krukker og containere sammen med tidligt blomstrende stedmoder og bellis. De kan stå den næste måned og se skønne ud. 

Forårsblomster på terrasse

Genbrug stammer og grene i haven

Foråret er ofte en tid, hvor vi rydder op i haven fx ved at fælde træer og beskære buske.

I Haveselskabet anbefaler vi generelt, at du venter til om sommeren med en større beskæring, men du kan godt fjerne døde grene eller grene, der er i vejen her om foråret. Undgå dog at beskære kirsebær, blommer og andre blødere.

Blomstrende buske kan forynges her i foråret med en let beskæring, hvor de ældste grene tyndes bort helt ved grunden eller grene, der sidder i vejen fjernes.

Du kan bruge de afklippede grene til kvashegn, som fx kan fungere som rum-opdeler eller indgå i et fælleshegn med naboen.  Læs mere: http://haveselskabet.dk/artikel/byg-dit-eget-kvashegn

Stammer fra fældede træer kan også saves op til brændestykker, og derpå stable til lave ”mure”, der fx kan bruges til at skabe en hyggelig krog ved bålpladsen eller i et hjørne af haven.

Kvashegn og stablede træmure er gode levesteder for havens dyreliv. Fugle og insekter vil hurtigt se sig varme på de nyopførte boliger og tage dem til sig. 

Lav mur af \

Vær på forkant med ukrudtet

Den lune vinter betyder, at nogle typer af ukrudt har kunnet vokse hele vinteren. I år er det derfor ekstra vigtigt at være på forkant i kampen mod ukrudtet, så det ikke tager overhånd.

Tag en rundtur i haven allerede her i det tidlige forår og fjern alle uønskede vækster, som har fundet fodfæste langs hække, på gangstier eller havens bede – du vil takke dig selv senere på sæsonen. 

Det er også en god idé at fjerne græs, som er vokset tæt ind omkring yngre træer og buske, som står i plænen. Hvis du samtidig stikker græskanterne langs plænen, vil haven stå skarpt og klar til havesæsonen.

Skvalderkål

Flyt og plant vintergækker

Ønsker du dig flere skønne vintergækker, så det nu, at du med snilde og lethed kan plante små nye grupper rundt omkring i haven. Måske din nabo eller en god veninde har vintergækker som du kan få en bid af. 

Grav små klumper op og del dem.  Plant de delte vintergækker de steder i haven, hvor du ønsker dig flere. Sæt dem i samme dybde som de stod. Vintergækker elsker en dybmuldet og humusrig jordbund og breder sig villigt under gode vækstbetingelser. Se også videoen: http://haveselskabet.dk/tv/del-vintergaekker

Vintergækker er vidunderlige forårsbebudere og der er utallige variationer af de små skønheder. Nogle har store hvide dråbeformede blomster som nærmest ligner de dyreste perler, imens andre er fyldte eller med grønne aftegninger. På plantemarkeder eller hos specialister kan du købe endog meget dyre eksemplarer af denne lille hvide forårsskønhed. 

Vintergækker

Pas på din krop

Haven i marts er tiden, hvor du udfører mange af de grove arbejdsopgaver. Husk at tage fat med omtanke. Mange fysiske skader sker netop i haven i de første kåde kampe med jordkørsel, flytning af tunge planter og krukker eller fældning af træer. 

Læs kiropraktorens råd: Slip for ondt i ryggen, når du starter i haven

Flere tips i marts:

  • Forvarm jorden i køkkenhaven med sort plastic til tidlige kartofler.
  • Vask dit drivhus ned i brun sæbe med en god børste, og eftervask vinduerne med  vand tilsat en smule eddike. 
  • Så sommerblomster og grøntsager indendørs, så de har et forspring, når de senere kan plantes ud i haven, når jorden og vejret er blevet lunere.
  • Tjek havens redskaber og maskiner, før de tages i brug.
  • Plant barrods hækplanter på gode dage, hvor jorden ikke er for våd.
  • Klip visne staudetoppe ned, og smid dem på komposten, eller fordel dem under træer og buske i haven.
  • Riv græsplænen for blade og mos med en gummirive. Er plænen stadigt meget våd, så undgå at gå for meget på den endnu.
  • Overvej, hvilke planteindkøb du skal gøre her i foråret.
  • Planlæg eventuelt nye haverum eller bede, som du ønsker omlagt.

Magnolie i knop

Annonce

Få magasinet HAVEN

Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.