Gå til hovedindhold
Foto: Flickr
Foto: Flickr
Artikel - Cph Garden 2019

Fremtidshaven

Landsskabsarkitekt Catrine Hancke giver os et kik ind i fremtiden med en have, der er udformet på baggrund af såkaldte megatrends for fremtidens haveliv.
Nina Azoulay - 
26. oktober 2018

Landskabearkitekt Catrine Hancke står sammen med anlægsgartner Kirkegaard, Juliana og Pej gruppen bag showhaven "Fremtidshaven", der er en af de 8 showhaver ved Cph Garden 2019.

Fremtidshaven bliver udformet på baggrund af såkaldte megatrends - dvs. overordnede mønstre for fremtidens forbruger, så den vil give gæsterne et helt unikt kik ind i fremtidens haveliv. 

Tegning: Rikke Bisgaard

Stilhed og blomstrende skvalderkål

Catrine Hancke vil ikke løfte sløret for detaljerne i ”Fremtidshaven”. Men de overordnede linjer fortæller hun gerne om – linjer, som også afspejler den rolle, haven og havelivet kommer til at spille for os i fremtiden.

"Mental sundhed, kampen mod informationsoverload, søgen efter stilhed og det taktile er fire megatrends, som særligt inspirerer mig, når vi snakker om måden, vi kommer til at bruge vores haver på i fremtiden.

Ideen om haven som et refugium er ikke ny – men det nye er, at vores behov for et hvilested væk fra verdens stress og støj er stigende, og at haven kan blive et sted, som bidrager til vores trivsel og sundhed," fortæller hun.

Skvalderkål. Foto: Pxhere

En have uden krav

Ifølge Catrine Hancke får vi i fremtiden mere og mere brug for at kunne trække os tilbage i et stille rum, fri for larm og støj. Et rum som beroliger sanserne i stedet for at pirre dem, og et rum, som ikke stiller krav til os.

"Jeg er bl.a. inspireret af den svenske forsker Anna Maria Palsdottir, som forsker i naturen som sundhedsressource og taler om at naturen er så god at finde hvile i, fordi den ikke stiller krav. Hvordan kan man få denne kravfrihed ind i haven? Og alligevel skabe en smuk have, som kan være en ideel ramme om at få hvile og hente ny energi?

Her overvejer jeg f.eks. at lade nogle få skvalderkål blomstre i haven. Skvalderkålsblomsten er smuk og kan være med til at markere, at vi godt må slappe af og koble fra, at haven ikke nødvendigvis behøver at være et stykke arbejde, men godt kan være et grønt og tyst refugium for os," fortæller Catrine Hancke.

Skruer ned for lyd, duft og farve

Hun forklarer, at der i ”Fremtidshaven” skrues ned for lyd, duft og synsindtryk. Her skal duftene ikke stimulere hjernen, men berolige den.

"Mens jeg arbejder med at skrue ned for lys, lyd og luft, så arbejder jeg til gengæld med at skrue op for det taktile, altså følesansen. Det handler om at få tankerne ned i kroppen, om at skabe nærvær – og her betyder det meget, at vores følesans bliver involveret. Men hvordan jeg konkret vil gribe dét an i haven, det er for tidligt at komme ind på," siger Catrine Hancke.

Foto: Pixabay

Haven skal gøre os sundere

I fremtiden tror Catrine Hancke på, at der komme mere fokus på, at man kan dyrke sine egne sunde urter.

"Jeg forestiller mig, at langt flere – og her kan dem med altaner, gårdhaver osv. også sagtens være med – vil sætte sig ind i, hvordan f.eks. urter ”virker”. Og måske selv dyrke dem i haven. Lidt som vi kender det med fortidens klosterhaver. Så når du kommer hjem fra arbejde, så går du lige ud i haven og nipper lidt friske urter eller tager en håndfuld med ind til en kop urtete."

Tre fremtidsscenarier, vi kommer til at se i vores haver

Ifølge landskabsarkitekt Catrine Hancke er de følgende tre fænomener, noget vi kommer til at se i de danske haver de kommende år:

  • Stilhed – den støjdæmpede have. Ved hjælp af støjskærme og beplantning vil flere og flere forsøge at lukke af for visuel støj og støj fra især trafik.
  • Hvile – den kravfri have. Haven som ramme om hvile, som et sted hvor det er ok at hente kræfter frem for at bruge dem.
  • Sundhed – haven som et sted, der kan bidrage til vores sundhed – både mentalt og fysisk. F.eks. ved at vi dyrker sunde urter i haven.

Haveselskabet vil overraske de besøgende

Haveselskabet, der står bag Cph Garden, vil gerne overraske de besøgende ved Cph Garden.

”Som arrangører er det vigtigt for os, at vi udvikler os og ikke ’bare’ lever op til publikums forventninger, men også giver dem gode overraskelser. Så hvorfor ikke give dem et kig ind i fremtiden med enn have, som viser, hvad fremtidsmennesket har behov for, når det handler om udendørslivet?

Vi er rigtig glade for, at landskabsarkitekt Catrine Hancke, har sagt ja tak til den udfordring og vi glæder os til at vise showhaven "Fremtidshaven" frem sammen med de syv andre skønne showhaver”, siger Bente Yde Enert, kommunikationschef hos Haveselskabet.

MEGATRENDS ifølge Scandinavian Trend Institute

Som led i researchen til ”Fremtidshaven” har landskabsarkitekt Catrine Hancke været en tur forbi direktør hos Scandinavian Trend Institute, Louise Byg Kongsholm, der beskæftiger sig med de megatrends, som bliver kendetegnende for fremtidens forbruger.

"Megatrends er de dominerende træk ved den tidsånd, der vil styre vores forbrug de kommende år. Digital detox og dét at kunne trække sig tilbage fra støj og larm kommer til at fylde en hel del – og her kan netop haven være frirum fra en hektisk hverdag. Enten i form af havearbejde og ”jord under neglene” for dem, der nyder den slags, eller en mere zen-orienteret oplevelse, hvor vejret trækkes dybt, og der slappes af i rolige omgivelser”, fortæller Louise Byg Kongsholm.

Scandinavian Trend Institute har fremlagt disse otte megatrends, når det handler om forbrugeradfærd:

  1. Transformation economy
  2. Luxury – a better you
  3. Sleep renaissance
  4. Mental health
  5. Combating infobesity
  6. Seeking silence
  7. Radical transparency
  8. The sense of touch

Læs mere om megatrends her

    Havearkitekt Catrine Hancke

    Fem spørgsmål til showhavens designer, Catrine Hancke:

    Hvad bliver temaet for jeres showhave - og hvorfor?

    "Jeg er blevet stillet opgaven at tegne fremtidens have. Det kan umiddelbart virke som en stor mundfuld, men heldigvis har Haveselskabet sat mig i forbindelse med Pej gruppen, som fremtidsforsker og udarbejder trendrapporter.

    Jeg har derfor taget afsæt i de megatrends, som pej gruppen har fundet frem til, hvoraf de vigtigste handler om vores mentale helbred. Det moderne samfunds travlhed og informations overload, bliver der ikke mindre af i den nærmeste fremtid. Temaet i haven bliver derfor: rekreation, stilhed, nærvær."

    Hvad kan publikum forvente af jeres have? 

    "Fremtidshaven skal opleves med alle sanser. Haven tegnes, så den ikke kan overskues udefra, da rummet skal kunne lukke også visuel støj ude. Publikum inviteres derfor indenfor i haven.

    Haven bliver et grønt rum, med få – meget lækre – materialer. Både beplantning og materialer vil have et roligt, afdæmpet udtryk, med fokus på former og taktilitet."

    Hvilke planter vil især dominere?

    "Havens formål er at nedbringe mængden af syns- og høresanseindtryk, og forstærke følesanserne. Beplantningen vil derfor være tone-i-tone grønne nuancer blandet med få afdæmpede farver."

    Hvad fik dig til at sige ja til at designe en have til Cph Garden?,

    "Showhaver er nogle små lækkerbiskner, som skal inspirere haveejere af alle støbninger. Her kan vi som arkitekter få lov til at slå lidt ud med armene, og tegne et lille koncentrat af en tanke, en strømning eller et epicenter for en ny retning. Det kunne jeg slet ikke sige nej til."

    Hvad er dit særkende som havedesigner?

    "Det tror jeg ikke, at jeg har. Jeg prøver at tilpasse ethvert design til den stillede opgave."

    Fakta om Cph Garden 2019

    Den 20. – 23. juni afholdes Cph Garden 2019 i Balleup. Det er Haveselskabet, som står bag eventen. Læs mere om Cph Garden her

    Få magasinet HAVEN

    Vi skyder det nye haveår i gang med stort tema om havedesign, der virker, og en reportage fra en vidunderlig have med 300 georginesorter. Lær at pode syren, få en guide til at dyrke peberfrugt, et beddesign til et skønt staudebed i grus - og meget mere.