Gå til hovedindhold
Barn plukker kirsebær
Foto: Fotolia.
Artikel for alle

Gode sorter af frugttræer til haven

Det er dejligt med frugt fra egen have. Men hvilke frugttræer skal man vælge?
15. september 2010

Den største succes med frugttræer får du, hvis du planter i fuld sol, et sted, hvor der ikke er for kraftig vind. Jorden skal være god og porøs, så jordforbedring med kompost, samtidig med at du planter, er en rigtig god idé.

Plant aldrig samme type træ igen på samme sted, da evt. sygdom i jorden kan føres videre til det nye træ. Er du meget entusiastisk, kan jorden dog skiftes ud – i princippet i hele rodens udbredelse.

Hvis haven ikke er så stor, bør du gå efter træer, der ikke vokser så kraftigt, og fx er podet på en svagt voksende rod (spørg efter det på planteskolen eller i havecenteret). Generelt er blomme- og kirsebærtræer mere kraftigt voksende og tåler dårligere beskæring for at begrænse størrelsen end æble- og pæretræer

Æbler er nemmest

Æbler er den type frugt, der er nemmest at have med at gøre. Bløde frugter som pære, blomme og kirsebær er mere følsomme og skal plukkes og bruges (spises, nedfryses og/eller syltes) indenfor en ret kort periode. Men de virkelig velsmagende bløde frugter, kan man sjældent købe sig til.

Den ideelle frugtsort skal først og fremmest være velsmagende. Derudover bør den være så modstandsdygtig overfor sygdomme som muligt. At give et stort udbytte, er ikke det vigtigste i en privathave. Her kan man alligevel i gode år komme til at ’drukne’ i frugt.

Hvis det er muligt, så smag på frugterne – blandt de sorter, der er nævnt nedenfor - inden du beslutter dig for, hvilke du vil plante. Om efteråret er der ofte prøvesmagninger på æbler og evt. pærer i havecentre og frugtplantager mv. Måske har du familie eller venner, der har frugt, du kan smage.

Gode æblesorter

Alle æbletræer er fremmedbestøvere, dvs. de skal bestøves af et andet æbletræ med hjælp fra insekter. Så hvis der ikke er æbletræer i nabolaget, må du plante (mindst) to forskellige æblesorter, der er i stand til at bestøve hinanden.

Vær opmærksom på, at paradisæbler også er gode bestøvere for æbletræer, hvis de blomstrer samtidigt. Hvis du skal plante flere æbletræer, kan du jo vælge sorter, som modnes på forskellige tidspunkter:

Tidlige æbler:

  • ’Discovery’
  • ’Rød Ananas’
  • ’Guldborg’
  • Redfree’(ny), ’Retina’(ny)

Middeltidlige:

  • ’James Grieve’,
  • ’Aroma’
  • ’Ahrista’ (ny),
  • ’Katinka’ (ny)

Sene:

  • ’Fillippa’,
  • ’Rød Ingrid Marie’

Sene madæbler:

  • ’Belle de Boskoop’
  • ’Holsteiner Cox’
  • ’Bramley’

Ingen af de tre sorter kan bestøve andre!

Pærer

Ingen pæresorter, vi kender til i dag, kan bestøve sig selv. Derfor skal du enten plante to forskellige sorter, eller et såkaldt ’familietræ’, hvor der er podet flere sorter på samme træ, eller være sikker på, at en nabo har et træ, der er i stand til at klare bestøvningen.

Pærer er meget modtagelige for pæregitterrust, en svampesygdom, der giver orange pletter på bladene og dermed nedsat vækst og færre frugter.

Velsmagende, rimeligt resistente mod sygdomme, og som alle kan bestøve hinanden:

  • ’Pierre Corneille’: Lille træ m. kegleformede pærer.
  • ’Conference’: Middelstort træ, aflange ru pærer.
  • ’Concorde’: Middelstort træ, aflange glatte pærer.
  • ’Herrepære’: Stort træ m. kegleformede pærer.

Blommer

Nogle blommer er selvbefrugtende, andre ikke. De fleste af dem, der er selvbestøvende sætter til gengæld så mange frugter, at man bør tynde ud i dem, for at få en tilfredsstillende størrelse og smag. Det gælder sorterne:

  • ’Opal’: Lille-middelstort træ m. overhængende krone, runde rødblå blommer.
  • ’Victoria’: Lille-middelstort træ m. overhængende krone, ovale rødgule blommer.
  • ’Hanita’ (ny sort): Kraftigt-middelstort træ, store mørkeblå lang-ovale sveskeblommer.

Kirsebær

Kirsebær skal du virkelig være omhyggelig med og dække kronen eller en del af den til med net, hvis ikke fuglene skal spise det hele! Også her findes gode selvbestøvende sorter:

  • ’Stella’: Middelstort rundkronet træ, store mørkerøde bær.
  • ’Sunburst’: Middel til kraftigtvoksende, velforgrenet træ, meget store mørkerøde bær.
  • ’Skeena’ (ny sort): Træ med udbredt vækst og god forgrening, store mørkerøde bær.

 

Annonce

Få masser af inspiration

I magasinet HAVEN kan du læse om nye tendenser, spændende haver, beddesign - og sjove "gør det selv" projekter. HAVEN udkommer 10 gange om året.