Gå til hovedindhold
Fotograf: Magnus Gammelgaard Nielsen.
Tomater med griffelråd. Fotograf: Magnus Gammelgaard Nielsen.
Artikel - Havetips

Griffelråd i tomaterne

Hvad er griffelråd, og hvad kan du gøre ved sygdomme, når de rammer dine tomater?.
Jesper Carl Corfitzen - 
06. august 2013

I august plukkes og høstes der tomater i spandevis landet over i vores drivhuse. De foræres, fortæres og nydes på grill og til frokosten, men ikke alle tomatavlere kan nyde frugten af deres anstrengelser. Flere af haveselskabets medlemmer har henvendt sig til rådgivningen, med et kedeligt fænomen som til tider optræder hos specielt tomater – nemlig griffelråd, specielt den populære bøftomat synes specielt plaget. 

Symptomerne på griffelråd er tydelige hos tomater og kan på et splitsekund forvandle haveglæde til sorg. Lysten til at sætte tænderne i en tomat med indsunkne sorte områder forsvinder ganske enkelt og et spørgsmål melder sig i stedet i drivhusvarmen, hvor frustrationens svedperler allerede pibler frem. Hvad er der galt ?

Bøftomaten er en af de tomatsorter, hvor sygdommen tit ses. - Fotograf: Charlotte Garby.

Sygdomstegn

Griffelråd er som sagt en fysiogen sygdom, der skyldes en ubalance i plantens calciumtilførsel. Tomaten får ganske enkelt ikke kalk nok. Den udvikler sorte kerner og indsunkne brunlige til sorte plamager, der specielt ses i tomatens blomsterende periode. I slemme tilfælde kan de mørke områder dække over halvdelen af tomatens samlede størrelse. Et slemt syn, der betyder, at du skal kassere de skadede tomater, men ikke selve planten. 

Hvordan opstår skaden

Da sygdomen skyldes en ubalance i næringsstoftilførslen, eller ved ugunstige vand og klimaforhold, skal du ikke være urolig for, at den smitter dine andre planter. 

Sygdommen opstår eksempelvis hvis du i en periode har fået overgødet dine tomater, hvor tilførslen af kalium (K) og magnesium (Mg) har været for højt – der sker en ophobning af næringsstoffer. De for høje koncentrationer af kalium og magnesium fører til en situation hvor calcium-indholdet (Ca) falder drastisk og når et kritisk punkt. En sådan ophobning af næringsstoffer kan føre til griffelråd. 

Vi ser ofte en sådan situation, når vi planter i plantesække på selvvandingskasser/kapilærkasser. Her er der en tendens til, at der i selvvandingskassen sker en ophobning af næringsstoffer og så har vi miseren.

I andre tilfælde skyldes det, at vi vil vores planter og vandregning det for godt. Vi opsamler regnvand, og vander derefter vores drivhusplanter med det. Problemet er her, at der ikke er særligt store calcium-mængder i regnvand. Igen giver det en ubalance i næringsstoftilførslen til dine tomater og et problem med griffelråd kan opstå.

Andre årsager kan være et dårligt rodsystem, udtørring og for kraftigt solindstråling på dine planter. Så vær lidt på vagt og årvågen undervejs i din dyrkning.

Hvilke planter rammes

Problemer med griffelråd ser vi mest på drivhusplanterne, hvor specielt hos de store tomatsorter som for eksempel bøftomater synes at blive ramt. Dermed ikke sagt at andre tomatsorter kan se sig fritaget. Griffelråd rammer ikke kun tomatplanter. Auberginer, peberfrugter eller chili kan også få sygdommen og behandlingen vil her være den samme.  

Har du først fået griffelråd, skal du knibe de dårlige tomater bort. Resten af planten skal ikke kasseres. - Fotograf: Magnus Gammelgaard Nielsen.

Sådan redder du dine tomater

Er skaden sket, så fortvivl ikke, for du kan sagtens rede dine planter. Her følger haveselskabets råd:

  • Pluk de dårlige tomater af og kassér dem.
  • Bruger du selvvandingssystemer, skyl dem igennem.
  • Erstat regnvand med hanevand i stedet for. 
  • Skyl og gennemvand dine planter grundigt. På den måde skylles overskud af K og Mg bort.
  • Hold pH-værdien i jorden på omkring 6.5. Du hæver pH-værdien ved at gøde med kalksalpeter som også tilfører kvælstof (N). Skift mellem den og en allround gødning.
  • Pas generelt på overgødskning.
  • Sørg for en jævn tilførsel af vand og undgå for store udsving. 
  • Er dit drivhus meget solrigt, skyg da med gardiner eller kalk vinduerne. 

Følger du anvisningerne, skulle der snart igen være fine solmodne tomater i dit drivhus og havesmilet er tilbage i fuldt flor. Heldigvis er griffelråd ikke en af de sygdomme, som er svær at komme til livs.

Giv HAVEN som julegave

Giv 10 eller 5 numre numre af magasinet HAVEN. Så sender vi en ekstra julegave med.
Luk

Find din afdeling

Vælg et område på kortet
Tilbage til alle afdelinger

Vælg afdeling eller kreds