Gå til hovedindhold
Guldkornel
Guldkornels gule grene er markante i vintertiden imellem havens stedsegrønne. Foto: Flickr
Artikel for alle

Guldkornel lyser i vinterhaven

Vinterhaven behøver ikke være trist og bar. Guldkornel og andre løvfældende buske med flotte grenfarver kan virkelig lyse op i vinterhaven.
Marian Haugaard Steffensen - 
05. februar 2014

En af de meget kendte og brugte buske er hvid kornel, Cornus alba, som trods navnet har lysende røde grene. Men også andre medlemmer af kornelslægten kan give vinterhaven kulør. Guldkornel, Cornus sericea ‘Flaviramea’, giver med sine guldgule grene et friskt pust i vinterhaven.

Neutral om sommeren farverig om vinteren

Guldkornel bliver to-tre meter høj og bred og står sommeren igennem som en grøn neutral busk i forsommeren dog med hvide skærmblomster. Den trives på de fleste jordtyper, der ikke er meget tørre.

Sæt den i baggrunden

Guldkornel kan for eksempel bruges som baggrundsplante for staudebedet.

Når stauderne er visne, får kornellen sin glansperiode med de guldgule grene, og mens stauderne er i blomst, er den en neutral baggrund. Man kan fint plante guldkornel i hegn og skel, for den vokser hurtigt til og lukker, og selvom den står på afstand af huset, ses de flotte grene tydeligt i vintertiden.

Beskær for at bevare grenfarverne

Guldkornel skal jævnligt beskæres, for det er de unge grene, der har den stærke farve. Fjern hvert år en trediedel til en femtedel af de gamle grene ved roden, så sætter kornellen nye grene fra bunden og bevarer sin form.
 

Annonce

Påskekampagne

Magasinet HAVEN sætter her i marts fokus på forårsblomster, den nemme have, ukrudt og en ny serie: Med Karna Maj i køkkenhaven. Få 5 numre for 345 kr. – lige til foråret.