
Har du brug for vækstlys til dit skærehaveprojekt?
Forkultivering af planter
For at forstå hvorfor det er relevant at tale om vækstlys, må vi først forstå, hvorfor nogle planter har gavn af at blive forkultiveret indendørs.
Vækstsæsonen i Danmark er forholdsvis kort. Den går fra starten af maj, når risikoen for frost er over, til midten af september. De fleste af de planter vi dyrker som sommerblomster til skærehaven, kommer fra sydligere himmelstrøg og tåler ikke frost. Og flere har brug for en længere vækstsæson for at kunne nå at spire, vokse og blomstre, end vi kan tilbyde dem i Danmark. Hvis vi skal dyrke dem med succes, så må vi give dem et forspring, så de allerede er godt i gang med væksten, inden de plantes ud i starten af maj.
Brug af vækstlys til forkultivering
Planter der startes op indendørs i årets mørkeste måneder, kan nemt blive ranglede og blege. Dette sker, når temperaturen i rummet er for høj, kombineret med for lidt lys. Det kan derfor være en fordel at bruge vækstlys når man forkultiverer. Vækstlys består primært af røde og blå bølgelængder, som er det planterne har behov for.
Tidligere var vækstlys noget som kun blev anvendt i store gartnerier og lamperne var både dyre i indkøb og i brug. Men de seneste år er der kommet en lang række LED-baserede vækstlys på markedet, der både fylder mindre, bruger mindre strøm og er relativt billige, så hobbydyrkeren kan være med.
Forkultivering med vækstlys giver sundere og mere kompakte planter. Dyrkning med vækstlys giver også den fordel, at planterne kan stå i et mørkt rum og dermed ikke behøver at optage alle stuens vindueskarme. Med vækstlys kan forkultiveringen startes en måneds tid tidligere end uden vækstlys og planterne kan dermed vokse sig større inden de plantes ud.
Forkultivering med vækstlys. Foto: Lars Lund
Forkultivering uden vækstlys
Har du ikke vækstlys, må du endelig ikke fortvivle. Find det sted i huset hvor der er mest dagslys og helst ikke alt for varmt. Er det lyseste sted en varm stue, kan du vente med at så til sidst i april. På den måde skal planterne ikke stå så længe indenfor og på det tidspunkt er dagslængden tiltaget, dermed får planterne en bedre fordeling imellem lys og varme.
Læs mere om dyrkning af skærehave her, om tomater her, om chili her og noget om at dyrke artiskokker her.
Få magasinet HAVEN
