Gå til hovedindhold
Foto: Pxhere.com
Foto: Pxhere.com
Artikel - Havetips

Tjekliste til haven i juli

Så er det tid til at vande klogt, dække jorden, nippe roser, udtynde æbler, tørre løg, beskære vin og alt det andet, man kan hygge sig med i haven i juli.
Gusta Clasen - 
07. juni 2018

Prydhaven

  • Vand klogt: Forsommeren har været usædvanlig tør i år, men selv når det ikke er varmt og solrigt, er der normalt underskud af nedbør i juli. Du udnytter vandet bedst ved at vande tidlig morgen eller aften og ved at vande grundigt i stedet for at sjatvande. Se video
     
  • Dæk jorden: Fordampningen fra jorden er stor, når der er varmt. Derfor kan du spare meget vand ved at dække jorden omkring planterne med afklippet græs, halvomsat kompost el.lign. Det mindsker behovet for vanding betydeligt. Læs mere
     
  • Gå ikke glip af blomsterne, mens du er på ferie: Her er et godt tip til at udskyde blomstringen nogle uger: Klip stauder og sommerblomster, der er på vej til at blomstre, cirka en tredjedel tilbage. Blomster, der allerede har blomstret, klippes helt tilbage. Nogle af dem vil kvittere med et nyt blomsterflor senere på sommeren. Det gælder fx blåkant, staudesalvie, løvefod og mange storkenæb.
     
  • Nip roserne: Ved at nippe de visne blomster af, får du flergangsblomstrende roser til at sætte endnu flere, nye blomster. Jo mere du nusser og renser af, desto flere nye knopper vil roserne sætte - og så pynter det jo også, når alt det visne kommer væk. Læs mere
     
  • Så stauder nu: Så får du mange nye planter til næste år. Høster du selv frøene, bliver stauderne ganske gratis, men måske kommer de ikke til at ligne deres ophav. Læs mere
  • Sommerbeskær træerne: Juli er et fint tidspunkt at beskære havens træer. Om sommeren mister træerne ikke så meget saft ved beskæringen og kan bedre bekæmpe svampeangreb. Sommerbeskæring giver desuden mindre genvækst, og det er smart, hvis du ønsker at begrænse størrelsen på et af havens træer. Læs mere

Nyttehaven

  • Høst og gem krydderurterne: Det er nu, du skal høste krydderurter, hvis du vil gemme dem til vinteren. Krydderurterne smager bedst, før de går i blomst, men er det allerede sket, kan du skære blomsterne af og vente 1-2 uger, før du høster bladene. Læs mere
     
  • Beskær bærbuskene: Gør det fx samtidig med, at du høster. Klip de ældste grene af lige over jorden og pluk bærrene direkte fra de afklippede grene.
     
  • Undgå huller i kålen: Kålsommerfuglen flyver nu og lægger æg på undersiden af kålbladene. Find dem og kras dem af, inden de udvikler sig til sultne larver. Eller fjern larverne, hvis du ikke nåede at finde æggene i tide.
     
  • Udtynd æblerne: Ofte sætter æbletræer – og andre frugttræer – alt for mange frugter, i forhold til hvad de egentlig kan levere i en god kvalitet. Jo mere du tynder ud i dit træ, jo flottere bliver de resterende æbler. Se video
     
  • Tid til at tørre løg: Når omkring 1/3 af løgtoppene har lagt sig ned i løbet af sommeren, og der er udsigt til solskin, er det tid til at høste alle løggene og lade dem tørre i solen. Læg dem på jorden eller endnu bedre på et net, så de har masser af luft omkring sig - helst under et halvtag, så regnen ikke rammer dem. De skal være helt tørre, inden de lægges eller hænges til opbevaring. Læs mere
     
  • Til kamp mod kartoffelskimmel: Du kan forhindre sygdommen i at sprede sig fra bladene til knoldene ved at kappe toppene af kartoffelplanterne. Næste år kan du forsøge at undgå skimmel ved at dyrke resistente sorter, holde god afstand mellem planterne og sørge for et godt sædskifte, hvor der går mindst 4 år mellem, at du dyrker kartofler på samme sted. Læs mere
     
  • Beskær vinen: Vin vokser vildt, hvis den får lov. Den sender skud til højre og venstre, og de bliver flere meter på en sommer, hvis man ikke gør noget. Så hvis du hellere vil have store druer end lange vinranker, skal du beskære vinen gennem hele vækstsæsonen. Se video
     
  • Luft ud i drivhuset: Selv drivhusplanter bryder sig ikke om 30 grader, så sørg for åbne døren og vinduerne. For høje temperaturer giver dårlig vækst og sygdomme.
     
  • Formér jordbærrplanterne: Jordbærplanter er nemme at formere. Lad nogle af de lange udløberne vokse hen over nogle potter med god jord, hvor de kan slå rødder. Fastgør planten til potten med en sten eller et stykke ståltråd. Se video
     
  • Så grøngødning: Når der bliver ledige pladser i køkkenhaven sidst på sæsonen, er det en god idé at så en efterafgrøde som fx honningurt. Dens formål er at hindre den udvaskning af det dyrebare kvælstof fra jorden, som sker, når bedet står med bar jord. Læs mere

Få magasinet HAVEN i oktober

Stort tema om vindyrkning i danske haver. Få 5 numre af HAVEN . Kun 345 kr.