Gå til hovedindhold
Artikel for alle

Haveselskabets gode råd om vanding i sommervarmen (og inden du tager på ferie)

Ingen regn og vandtønden er tom – Haveselskabets gode råd om vanding i sommervarmen En sommer med varmebølge, tropenætter og lokale hedebølger, som vi oplever lige nu, er hård kost for mange af havens planter. Men mens nogle planter har brug for ekstra vand her i varmen, kan andre sagtens undvære. Haveselskabet giver her de bedste tip til at vande haven i sommervarmen – og syv gode råd til at tjekke haven, før du går på ferie.
21. juli 2021

Prioriter din vanding

Som det første skal du vande det, der ikke kan undvære vand, forklarer Louise Møller, havefaglig rådgiver i Haveselskabet.

Det gælder krukkerne på terrassen og planterne i drivhuset, hvor temperaturen er høj.

– Køkkenhaven behøver også vand, for planterne går simpelthen i stå, hvis der ikke er noget vand, og så kommer der ikke noget særlig højt udbytte, siger Louise Møller. 

Overvej at dække jord med halm eller græsafklip, da det beskytter jorden mod fordampning. Træer, buske og stauder, der ikke udviser tydelige tegn på udtørring, kan man til gengæld sagtens styre uden om med vandkanden.

– Græsplænen skal man aldrig vande. Heller ikke selv om den er fuldstændigt afsveden. For græsset er ikke dødt, det er bare gået i dvale og skal nok komme igen, så snart vi får regn, siger hun.

Planterne får mest glæde af vandet, hvis der vandes først eller sidst på dagen, hvor fordampningen er mindst.

Tænk over havens gæster 

Netop fordi det er tørt, kan man også tænke lidt på havens dyreliv, forklarer Louise Møller. Pindsvin, fugle og insekter er nemlig trængte på grund af de mange dages sol. Så det er vigtigt, at man hver dag sørger for, at fuglebadet er fyldt op. Og at man sætter nogle underskåle med vand rundt i haven, så pindsvinene også kan få lidt at drikke, siger hun.

Til gengæld bør du undlade at plante nye planter, opfordrer Louise Møller. Så hvad end du bliver fristet til at dele stauder eller tømme den lokale planteskole, så lad være – vent til august eller september og tag i stedet en lille blok, og begynd at tænke over hvad du kan flytte, og hvad du skal supplere med, når det igen bliver plantetid.

Læs mere om vanding af haven i sommervarmen, og hvordan du gør bedst brug af vandet i Haveselskabets guide her 

    Tjek haven inden du går på ferie – 7 gode råd til at komme hjem til en fin have

    Haveselskabets gode råd til at sige på ferie-gensyn til haven.

    1. Find en god haveven, der lige vil komme forbi og tjekke haven – og gør det gerne nemt for denne at passe din have.
    2. Sæt krukker i skyggen og gerne tæt på vandhanen, så det er nemt for havepasseren. Vand godt igennem, inden du selv tager af sted – ingen sjatvanding der. Overvej om nogle af krukkerne kan få en underskål.
    3. Lav en selvvander-reserve. Tag en 2 liters-flaske med vand og sæt den med bunden i vejret ned i potterne. Det afgiver vand de første dage.
    4. Husk at drivhusets vinduer og døre skal være er åbne, så temperaturen og planternes fordampning holdes nede.
    5. Stress ikke over, at du ikke nåede at klippe hæk. Den kan godt vente, til du er hjemme igen. Brug hellere tiden på at få fjernet det værste ukrudt, så det ikke spreder sig, og på at få fjernet afblomstrede blomster.
    6. Sørg for at fuglebadet hver dag er fyldt op, så der er vand til havens dyreliv.
    7. Klip afblomstrede stauder som katteurt, storkenæb, lodden løvefod, stjerneskærm tilbage. Så kan de danne nyt løv, mens du er væk, og kan blomstre igen sidst på sommeren. 
    Annonce

    Få magasinet HAVEN

    Magasinet HAVEN giver masser af inspiration, viden og nyttige tips. Prisen er 345 kr. for 5 numre eller 630 kr. for 10 numre. Sammen med magasinet følger et medlemskab af Haveselskabet og mange fordele.