Menu

Vis alle

0 resultater

Havestof

0 resultater

Arrangementer

0 resultater

Shop

0 resultater

Åbne haver

0 resultater

Liste visning

Gitter visning

Du skal indtaste minimum 3 tegn for at se resultater

Her kan du søge i hele vores katalog af artikler, arrangementer, produkter og åbne haver.

Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere
Vis flere

Klip hækken i juni

Juni er traditionelt tid for hækklipning. Brug hækafklippet under hækken, og spar turen til genbrugspladsen.

Her i juni er der fuld gang i hækklipningen. Ifølge traditionen skal hækken nemlig trimmes før sankthans. Af hensyn til fuglene er det nu en god idé at vente lidt endnu til fugleungerne er fløjet af reden, så man ikke forstyrrer familieidyllen og åbner hækken op for katte og rovfugle.

Der er ingen gartnerisk eller lovmæssig begrundelse for, at hækken skal klippes til sankthans. Alle hække tåler at blive klippet på forskellige tidspunkter.

Kun de stedsegrønne hække af taks, buksbom, tuja og cypres, skal man være forsigtig med. De må ikke klippes om vinteren, hvor de så risikerer at stå med nyklippet tynd pels samtidig med, at solen skinner og jorden er frossen. Det forhindrer, at de kan hente vand op til fordampningen, som er voldsom på en høj solskinsdag.

En eller to gange om året?

Hvis du vil have en skarp og præcis hæk at kigge på, skal hækken klippes 2 gange om året. Én gang tidlig på sommeren - og én gang i eftersommeren.

For bøg og avnbøg gælder, at du kan nøjes med at klippe hækken én gang pr. sæson, hvis du venter til hen i juli. Så bliver den lidt mere åben og grov i overfladen. I modsætning til den to gange klippede, der bliver tæt og står som en væg i haven.

Giv hækaffaldet tilbage til hækken

At juni er sæson for hækklipning kan mærkes på genbrugsstationerne, hvor bunkerne med hækaffald lige nu når himmelbjergshøjde. Men det er er faktisk en dårlig ide at køre affaldet til kommunalt genbrug. Det koster både tid og penge.

Brug i stedet affaldet i din egen have. Det kræver ikke den store arbejdsindsats. Du slipper for at proppe affaldet i plastposer og dernæst bruge mere tid og brændstof på at køre det hele væk.

Når hækken er klippet, og affaldet ligger langs den, er det nemt at klippe det i lidt mindre stykker med hæksaksen. Stykkerne skubber du ind under hækken med en rive, så får du samtidig dækket skvalderkålen og andre ukrudtsplanter.

Hækaffaldet bliver nu stille og roligt ædt af regnorme, snegle og mikroorganismer, der langsomt omdanner det til kompost. I komposten findes næringsstoffer, som efterhånden frigives til hækkens rødder. Her optages de med tiden atter af hækken. På den måde bliver den økologiske cirkel sluttet.

Du skåner miljøet, sparer tid og penge og bliver garanteret en gladere haveejer :o)