Red de visne stedsegrønne
Hvis buksbom og andre stedsegrønne planter skifter farve fra grøn til gylden, er det tegn på, at planten er i krise, og at du skal gribe ind for at redde planten.
Når stedsegrønne planter som buksbom ikke er grønne, er der grund til at reagere. Farveskiftet betyder, at planten er i krise. Den mangler gødning og/eller vand. Vandet bruger planten til at transportere næringsstofferne rundt med.
Alle planter, der begynder at mærke en form for krise, reagerer ved at trække energien, som sidder i det grønne farvestof i bladene, ned i rødderne. Det er en måde at sætte så meget som muligt ind på opsparingskontoen, som planterne efterfølgende har at bruge af, når lejlighed byder sig.
Det efterlader de brune og gule farvestoffer tilbage i løvet, som vi også kender det fra de løvfaldende planter i efteråret.
Sådan gør du:
- Begynd med at vande planterne grundigt.
- Giv en håndfuld gødning omkring rødderne. I det tidlige forår er det bedst at vente med gødningen til jordtemperaturen stiger, så næringsoptagelsen kommer op i omdrejninger.
- Har du kompost, er det en god ide at brede en skovlfuld ud under planten.
- Det tager tid at komme sig oven på en svær krise. Derfor skal du fortsætte med at give gødning 2-3 gange i løbet af sommeren med ca. 4-5 ugers mellemrum. Kun lidt ad gangen.
- Vand samtidig med haveslangen, men stille og roligt, så gødningen ikke skyller væk. I løbet af forsommeren skulle planten gerne blive grøn igen.
Buksbom er næringskrævende planter, der sygner hen, hvis der ikke er tilstrækkeligt med næring og organisk materiale (kompost) i jorden.
Bliver planten ikke grøn og frisk igen hen over sommeren, er det måske for sent, og planten må udskiftes med en ny.
Der KAN også være tale om, at en svampesygdom har ramt planten. Det kan fx være buksbomgrentørre eller buksbomkvistdød. Der er information at hente om disse to sygdomme i artiklen 'To frygede sygdomme hos buksbom'.